Afbalanceret budget med enkelte tidsler
Syddjurs Kommunes budget for 2025 fokuserer på lighed, men indeholder også enkelte tidsler, mener kommende kandidat for Socialdemokratiet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Syddjurs Kommune har fået et budget for 2025. Stort tillykke med det. Men er der så lighed i budgettet? Det bør man som socialdemokrat altid spørge sig selv om, også selv om den er forhandlet af en socialdemokratisk borgmester.
Det har sikkert ikke været en nem opgave at forhandle et budget, da der igen i år var dømt smalhals på omkring 20 mio. kr. ovenpå budget 2024, der i forvejen var skåret helt ind til benet. De borgerlige kombattanter har sikkert heller ikke gjort forhandlingstonen mere vidtløftigt for borgmesteren med udsigten til det forestående valgår.
Heldigvis kom der under forhandlingerne en hjælpepakke fra Christiansborg i form af et engangstilskud til 44 kommuner, herunder Syddjurs.
Men der skulle stadig spares mere end, hvad godt er, bl.a. fordi det såkaldte kommunale udligningssystem fordeler en stor del af skatteindtægterne fra landets kommuner på en uhensigtsmæssig måde, fordi systemet bygger på analyser, der er mere end 10 år gamle, og dermed skaber ulighed mellem kommunekasserne, hvor det modsatte egentlig var hensigten med udligningen.
Lakmusprøve på lighed
Budgetter kan laves på mange måder, og for mig er det altid en lakmusprøve på et kommunalt budget, om det arbejder for mere lighed mellem borgerne.
Selv om forudsætninger for årets budget måske ikke har været de bedste, så ser det dog ud til, at byrådet med Michael Stegger som kaptajn har navigeret sig frem til et budget, der på centrale punkter arbejder for mere lighed i Syddjurs Kommune.
For det første er det meget glædeligt, at der nu tilføres nødvendige opgraderende midler til alle skoler i Syddjurs Kommune, så de kan arbejde med mere trivsel og inklusion.
Der skal udvikles inkluderende læringsfællesskaber. Dagtilbuddene og PPR styrkes med betydelige beløb. Familier med børn, der har forskellige vanskeligheder, ved hvor nødvendigt det er, at vi har et offentligt system, der hjælper med at løfte alle ind i et ligeværdigt fællesskab – også især på længere sigt, så alle kommer med og ikke bliver efterladt på perronen.
At støtte skolerne er en investering i mere chancelighed i fremtiden. Og heldigvis skal der ikke lukkes skoler; alle ved, at der ikke er noget, der er mere ødelæggende for et lokalsamfund, end hvis der skal lukkes skoler. Faktisk udbygges og renoveres skolerne i Hornslet, Pindstrup, Ådalen, og der kommer endda en daginstitution i Rønde.
Der er for mig at se altid en fare for, at uligheden øges, når man kapitaliserer på pleje og omsorg
Ældreområdet er ok
Det er også lykkedes at finde ekstra midler til et hårdt trængt ældreområde, der ikke står over for mindre udfordringer i fremtiden med et støt stigende antal ældre.
Borgerteamsene bliver styrket, så den kommunale service bliver bedre. Der bliver sat ekstra fokus på håndteringen af demens og psykiske lidelser.
Der skal bygges plejeboliger i Kolind og hele 50 ekstra plejeboliger i Ryomgård.
Det er alt sammen meget godt, men spørgsmålet er så, om det er nok? I hvert fald har Syddjurs Kommune ligget noget under den passende dækningsgrad i ældreboliger på 14 pct.
Det er uhyre vigtigt, at vi igennem et helt liv sørger for, at mennesker får den hjælp og de rammer, de har behov for. Men dette er det første vigtige spadestik for lighed for ældre i hele kommunen.
Tidsler i budgettet
Desværre er der også et par ulighedsskabende tidsler i budgethaven. Jeg kunne godt have undværet en passus om mulighed for friplejehjem i budgetforliget.
Der er for mig at se altid en fare for, at uligheden øges, når man kapitaliserer på pleje og omsorg. Det ser desværre også ud til, at der indføres brugerbetaling på flere områder inden for aflastning og døgnpladser for ældre i Tirstrup.
På socialområdet ser det ud til at være besparelser, som kan gå hen og betyde, at en ung medborger med sociale udfordringer potentielt kan få noget sværere ved at være et ligeværdigt medlem af samfundet, fx vil man spare på den såkaldte mestringsvejledning ved at samle den i nogle såkaldte centre, men faren er samtidig for mig at se, at nærheden til det enkelte menneske mindskes, også rent fysisk.
Dertil kommer så, at såkaldte ”følgeudgifter” til socialt udsatte i beskæftigelsestilbud beskæres. Men vi må se, hvordan det går. Heldigvis er der blevet indføjet et krav om, at byrådet vil holde særligt øje med, hvordan det går på områderne.
Godt gået
Men alt i alt virker det til at være et godt budget. Alle ved jo, at et budget er en bunden opgave, hvor der skal prioriteres. Så stor ros til Michael Stegger, og flot at hele byrådet er med.
Det er tydeligt, at der på centrale områder har været fokus på et lighedsprincip, især i forhold til børn, familier og ældre. Og man har villet signalere, at klimasikring og trafiksikkerhed er en indsats, der gælder for hele kommunen geografisk set, og som hjælper os alle. Det er ikke noget, den enkelte kan løse, det er noget, vi må og skal løse gennem det kommunale fællesskab.«