Kolindsund er ikke lavbundsjord
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For nylig bragte Lokalaviserne i Norddjurs og Syddjurs en artikel af lokalredaktør Lars Norman Thomsen med overskriften: ”Den glemte sø i Biodiversitetsrådets rapport - »Hvordan kan et område på 2500 hektar overses?”
Formanden for miljøaktivistgruppen ”Kolindsunds Venner”, Mads Nikolajsen, undrer sig ifølge artiklen over, at spørgsmålet om gendannelse af Kolindsund til en sø ikke er med i Biodiversitetsrådets planer, som blev offentliggjort i en rapport, udgivet 10. oktober 2024. Også lokalredaktøren undrer sig – hvilket jo ikke er uventet. De to stiller spørgsmålet: Er det en fejl eller en forglemmelse? Derefter rejser de i artiklen en række af spørgsmål til Biodiversitetsrådet.
Hvis nu de herrer Nikolajsen og Thomsen gjorde sig den ulejlighed at undersøge, hvorfor Kolindsund ikke er med i Biodiversitetsrådets anbefalinger, ville de jo kunne læse sort på hvidt, at Rådets anbefalinger bygger på den bestående natur og ikke på fremtidige projekter som for eksempel genskabelsen af Kolindsund Sø! De behøver således ikke at ulejlige Rådet med alle deres spørgsmål.
Og lad så lodsejerne i Kolindsund selv bestemme, om pumperne skal stoppes og i givet fald hvornår
Og skulle Kolindsundprojektet endelig komme på dagsordenen i andet regi, vil man formentlig og forhåbentlig konkludere, dels at effekten af aktivistgruppens forslag slet, slet ikke står mål med de mange milliarder af kroner, som projektet vil koste og dels, at projektet i henhold til Coast to Coast rapporten vil medføre så store oversvømmelser i de omkringliggende områder – herunder Grenaa By – at det på forhånd må anses som en dødssejler og altså dømt til at mislykkes.
To steder i artiklen betegnes jorden i Kolindsund som værende et lavbundsområde. Hertil vil jeg tillade mig påstå, at de to herrer taler mod bedre vidende. Nogle vil måske endda bruge kraftigere udtryk. Jorden i Kolindsund er ikke lavbundsjord, og det ved både Nicolajsen og Thomsen jo udmærket godt. Så stop nu den misinformation.
I det store opland på 46.600 hektar, midt på Djursland, som afvandes af områdets grøfter, bække og åer via Kolindsunds kanaler for derfra at løbe videre ud i Kattegat via Grenåen, findes der ifølge Coast to Coast Rapporten 6.500 hektar lavbundsjord, det vil sige jord, hvor kulstofindholdet er større end seks procent. Brug dog pengene og kræfterne på at få disse arealer udfaset. Det vil jo netop være i tråd med én af de anbefalinger, som parterne i Trepartsaftalen fremlagde.
Og lad så lodsejerne i Kolindsund selv bestemme, om pumperne skal stoppes og i givet fald hvornår. Det er trods alt dem, der ejer jorden og bygningerne i Kolindsund og ikke ”Kolindsunds Venner”.
----
Lokalredaktør Lars Norman Thomsen svarer:
Skribenten forsøger at så en dagsorden om, at undertegnede og formanden for Kolindsunds Venner udgør en duo.
Blot for god ordens skyld er det naturligvis ikke tilfældet. Undertegnede har ingen kartofler, der skal hyppes med Kolindsunds Venner. Jeg kan i øvrigt oplyse, at Lokalavisen i det nye år vil sætte ekstra spot på sundet og belyse nogle af de problemstillinger, som både tilhængere og modstandere jævnligt nævner og fremhæver.