Deltidspasning giver ikke mere fleksibilitet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er ganske prisværdigt at ønske at give mere fleksibilitet for småbørnsfamilier, men forslaget om deltidspasning giver ikke mere fleksibilitet. Den største fleksibilitet opnås ved en fuldtidsplads. Muligheden for deltidspasning betyder mindre fleksibilitet (i form af antallet af timerne, barnet kan være i institutionen). Deltidspasning koster dog mindre end en fuldtidsplads. Så deltidspasning giver forældrene økonomisk frihed.
Forældrenes perspektiv er vigtigt. Derfor kan deltidspasning umiddelbart lyde som et godt tilbud til den enkelte familie. Men det risikerer at få negative konsekvenser for fællesskabet, kvaliteten i vores dagtilbud og de ressourcer, der er til rådighed for alle børn.
Når forældre vælger deltidspasning, så forsvinder en del af forældrebetalingen. Det betyder, at der fjernes ressourcer fra institutionerne. Åbningstiderne er uændrede. Så det vil være de tidspunkter, hvor der er flest børn, og behovet for personale er størst, at der vil være færre ressourcer.
Forslaget blev først præsenteret i forbindelse med budgetforhandlingerne. Det var noget af et knas i forhandlingerne, og derfor er det også prisværdigt af de borgerlige partier, at de har valgt at stille forslaget i byrådssalen, så vi kunne lande et bredt forlig i forhold til budgettet.
SF stemte nej til forslaget. Det var der to overvejende grunde til. For det første så vil forslaget alt andet lige fjerne ressourcer fra vores institutioner på de tidspunkter, hvor der er allermest brug for dem. For det andet så var forslaget fra de borgerlige partier, at vi skulle vedtaget forslaget uden at kende indholdet.
Det borgerlige flertal har vedtaget dette forslag uden grundige overvejelser eller undersøgelser af erfaringerne fra andre kommuner. Hverken fagpersonale eller eksperter er blevet inddraget. Det skaber ikke bare usikkerhed om, hvordan forslaget skal implementeres, men sender også et signal om, at man ikke prioriterer hverken personalets trivsel eller børnefællesskaberne højt nok.
Leder- og medarbejderrepræsentanter skal ”inddrages i relevant omfang i arbejdet”, men på stående fod, så er der vedtaget en ordning, uden at vi kender indholdet eller konsekvenser af den.