Hvorfor bliver sager i Randers til rodeohestens mareridt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nogle sager er vigtige at tage op igen. Andre minder mest om at blive trukket igennem en rodeotur med en hest, der ikke vil samarbejde.

Sagen om Tørring Rideskole tilhører desværre den sidste kategori.

Uanset hvor dumt det var, at Lise-Lotte Leervad Larsen (S) smed en lodret forkert påstand om overenskomster ind i byrådsdebatten, så ændrer det ikke ved den politiske virkelighed. Flertallet i byrådet vil lukke specialundervisnings-ridetilbuddet, og de gør det uanset hvad.

Det mest skræmmende er, at sagen viser, at politikerne ikke altid er ordentligt klædt på til at træffe den rigtige beslutning. Eller også - guderne forbyde det - så ændrer og italesætter man en anden forestilling om virkeligheden, så beslutningen glider lettere ned.

Det er jo ikke første gang, vi ser den her type sag i Randers. Vi har efterhånden en temmelig lang liste af politiske hovsa-beslutninger, hvor det først bagefter går op for politikerne, hvad de egentlig har stemt for. Der er et eller andet absurd over, at flertallet i byrådet først efter beslutningen opdager, at en stor del af deres argumentation var bygget på en misforståelse.

Så hvordan kommer vi videre?

Sig det dog, som det er.

Hvis ikke, ja – så har vi bare endnu en sag at genoptage om et år. Og et år efter det. Og et år efter det.