»Det er problematisk, når debatten forsimples til, at udgifter til kultur er lig med fravalg af kernevelfærd«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Oliver Panthera fra Liberal Alliance rejser i et debatindlæg i Din Avis Favrskov en vigtig diskussion om prioriteringen af kommunale midler i Favrskov Kommune.
Det er fuldt forståeligt, at der er bekymring for, om børn med særlige behov får den støtte, de har brug for i skolen. Den bekymring deler jeg. Men at stille det op som en modsætning mellem festivaler og kernevelfærd er en forsimplet tilgang, der ikke afspejler den kompleksitet, som en kommunal budgetlægning indebærer.
Det er rigtigt, at der skal foretages prioriteringer. Men at sige, at festivaler direkte fravælger udsatte skolebørn, er en fejlslutning. De fleste offentlige udgifter kan se ærgerlige ud, hvis de udelukkende sammenlignes med kernevelfærd. Hvis vi fulgte denne logik, så skulle vi skære alt fra, der ikke direkte går til skoler og socialområdet – herunder idrætsanlæg, biblioteker, veje og andre kulturinitiativer. Det ville give et fattigere samfund.
Jeg er helt enig i, at det er nødvendigt at prioritere – og jeg er også enig i, at det er fornuftigt at lave en samlet prioritering. Derfor er det også ærgerligt, at blå blok og heraf Liberal Alliance sætter udgiftsdrivende aktiviteter i gang efter deres forgodtbefindende – så får man netop ikke mulighed for at lave en samlet prioritering. Deltidspasning og tilskud til pasning af egne børn er eksempler herpå.
Når udgifter besluttes stykvis uden en overordnet plan, så risikerer vi at skabe en skævvridning i budgettet, hvor nogle områder prioriteres uden at tage hensyn til den samlede kommunale økonomi. Det ville være langt mere hensigtsmæssigt at fæste sig ved en helhedsorienteret tilgang, hvor alle udgifter vejes op mod hinanden for at sikre den bedste anvendelse af de offentlige midler.
Kultur er en vigtig del af et sundt og attraktivt lokalsamfund. Festivaler og kulturtilbud skaber liv og sammenhold, hvilket igen har positiv betydning for borgernes trivsel og kommunens attraktivitet. Desuden bidrager festivaler ofte til øget lokal omsætning, flere arbejdspladser og en styrkelse af foreningslivet, hvilket i sidste ende kan gavne hele kommunen, inklusive skoleområdet.
Det er helt rimeligt at diskutere, hvordan vi prioriterer, men det er samtidig vigtigt at anerkende, at kommunalpolitik ikke handler om enten-eller, men om at finde den rette balance. Det er derfor problematisk, når den politiske debat forsimples til, at udgifter til kultur er lig med fravalg af kernevelfærd.
I stedet for at fremstille festivaler som en unødvendig luksus kunne debatten med fordel handle om, hvordan vi sikrer en helhedsorienteret prioritering af kommunens midler, hvor både skolebørn og kulturliv tilgodeses.