Skolevægring og mistrivsel. Forældre føler sig magtesløse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Gennem min tid i byrådet har jeg talt med mange familier, der føler sig magtesløse, når deres børn ikke trives i skolen. Mange forældre har kontaktet mig i frustration, fordi deres barn føler sig udenfor fællesskabet og har mistet troen på egne evner og på, at skolen kan forstå dem, som de er.

Når et barn begynder at få ondt i maven, hovedpine eller føler sig så utilpas, at det ikke længere kan komme i skole, er det ofte et tegn på noget dybere. Skolevægring og mistrivsel er sjældent noget, der opstår fra den ene dag til den anden. Bagved ligger der ofte udfordringer, som har været til stede længe, men som desværre ikke er blevet taget alvorligt i tide.

Ordblindhed (dysleksi) er én af de mest udbredte læsevanskeligheder blandt børn og unge, og det er også en af dem, der kan få alvorlige konsekvenser, hvis den ikke bliver opdaget og håndteret med tidlig indsats. Det handler jo ikke blot om at kunne læse og skrive. Det handler om selvværd, om deltagelse i undervisningen og om følelsen af at høre til i klassen.

Når en ordblindhed først bliver udredt i 4. klasse, som det ofte sker i dag, ja så er der allerede gået flere år, hvor barnet har kæmpet uden den nødvendige hjælp. Ifølge vejledningen fra Børne- og Undervisningsministeriet må skoler gerne iværksætte støtte og teste for ordblindhed tidligere, hvis der er tegn på vanskeligheder. Men i praksis venter mange skoler alligevel til 4. klasse, ofte med den begrundelse, at man først skal udelukke, om vanskelighederne skyldes dårlig undervisning eller andet.

Det gør man også i Syddjurs Kommune, hvilket jeg undrer mig over, for hvad er konsekvensen af at vente?

Barnet oplever nederlag, mister modet og opbygger strategier, hvor det forsøger at skjule sine vanskeligheder. Nogle børn mister helt lysten til at komme i skole. Andre bliver stille og trækker sig. Nogle reagerer med uro og frustration. Det gælder ikke kun børn med særlige behov, for det kan ramme hvem som helst, også de børn, der ellers virker velfungerende.

Jeg tror, at vi som samfund må stille os selv et vigtigt spørgsmål: Skal vi virkelig vente med at hjælpe, fordi vi vil være helt sikre på, at barnet har en dokumenteret ordblindhed? Eller skal vi turde gribe ind tidligere, når der er klare tegn, for at forebygge, at mistrivslen vokser?

Hvis vi vælger det første, risikerer vi at tabe alt for mange børn på gulvet, og det synes jeg på ingen måde, at vi skal risikere i Syddjurs Kommunes skoler.

Vi ser også en udfordring i skolernes rammer. Når der ikke er ro i klassen eller tid og tryghed nok til, at alle børn bliver mødt, så smuldrer relationen mellem elever og lærere. Det går ud over undervisningen, både for dem, der har brug for støtte, og for dem, der forventes at kunne klare sig selv. Ingen børn skal føle sig overset, og ingen voksne skal stå alene med opgaven.

Desværre ser vi, at det ofte er pædagoger uden de rette faglige kompetencer, der ender med at skulle hjælpe ordblinde børn, fordi læreren må prioritere undervisningen af andre. Det er på ingen måde i orden og ej heller rimeligt for hverken børnene eller de voksne.

En klog mand sagde, at viden gør stærk og kan flytte »bjerge«. Men ikke hvis vi ikke bruger den viden, vi har, konstruktivt. Det er ikke nok, at vi har viden om ordblindhed og trivsel.

Der skal udvises den største respekt for den viden, som forældre kommer til skolen med, når deres børn mistrives, for det er jo trods alt dem, der kender deres børn bedst.

At kunne følge med i danskundervisningen er fundamentet for al anden læring. Hvis man ikke kan læse og skrive godt nok, bliver det svært at følge med i engelsk, tysk og alle de andre fag. Derfor er tidlig indsats ikke bare ønskværdig, men den er nødvendig.

Vi kan ikke ændre fortiden for de børn, der allerede har kæmpet for længe. Men vi kan og skal sikre, at fremtidens børn bliver set, hørt og hjulpet i tide.