»De bliver kaldt bombastiske, voldsomme og grimme – men de er altså nødvendige«
Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv, påpeger byrådskandidat for Socialdemokratiet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Debatten om det store solcelleprojekt ved Hadsten har afsløret en klar uoverensstemmelse mellem de vedtagne klimamål og den konkrete handling, der kræves for at nå dem.
Et stort flertal i byrådet står bag vores ambitiøse Klimaplan 2050, som slår fast, at Favrskov skal være klimaneutrale i 2030 ved hjælp af vedvarende energi. Målet er, at vi allerede i 2030 skal være selvforsynende med grøn strøm fra vedvarende energi.
Men når konkrete projekter som solcelleparken ved Hadsten kommer på bordet, så trækker nogle af de samme partier i håndbremsen uden at fremlægge brugbare alternativer.
Flere liberale politikere som Thomas Storm, Simon Buus Olsen og Lone Glarbo, udtrykker bekymring for, at de store anlæg er ”bombastiske,” ”voldsomme” og ”grimme.”
De foreslår i stedet, at vi satser på solceller på tagene og mindre anlæg. Men når vores kommunale klimaplan kræver, at vi er selvforsynende med grøn strøm fra vedvarende energi allerede i 2030, så er det nødvendigt med storskalaprojekter.
En kommune som Favrskov har brug for en minimal andel af vores samlede areal – faktisk kun cirka 0,3 procent – for at kunne komme i mål. Denne beskedne andel vil give os rig mulighed for stadig at nyde vores natur og landskab.
Det er afgørende at forstå, at den grønne omstilling ikke sker af sig selv. Jeg er selv en stor fortaler for vores natur og har brugt hele mit liv i den. Men de arealer, der er udpeget til solceller, er landbrugsjord, som har været dyrket og sprøjtet i årtier – ikke uspoleret natur.
Tværtimod skaber solcelleanlæggene en ny mulighed for naturen. Jorden under panelerne vil ikke længere blive dyrket, hvilket åbner op for, at den kan bruges til afgræsning af f.eks. får, der kan holde vegetationen nede og give plads til et rigere insekt- og planteliv.
En yderligere fordel er, at området også vil beskytte grundvandet mod sprøjtemidler, hvilket er afgørende, da det ligger i et udpeget drikkevandsområde.
Desuden er der i forbindelse med solcelleparken ved Hadsten stillet krav om skovrejsning. Det betyder, at beboerne i Hadsten om få år kan nyde godt af otte hektar ny skov, hvor der i dag kun er dyrkede marker. Desuden vil der blive etableret cirka 15 km stier i området.
Når det kommer til de bekymringer, der er rejst omkring udsigten fra det nye plejehjem, er det vigtigt at huske, at der vil blive anlagt et tæt læbælte af træer mellem solcellerne og plejecentret. Dette vil inden for få år skærme for udsigten til anlægget.
Samtidig skal vi huske, at det er netop en bred og mangfoldig energimix, der skal bære os i mål. I Favrskov har vi heldigvis gode muligheder for både solceller og vindmøller. For eksempel vil de seks vindmøller, der bliver opført netop nu ved Hallendrup, og som blev vedtaget med et smalt rødt flertal, alene kunne dække næsten halvdelen af husstandenes elforbrug i kommunen.
Det svarer til mere end resten af alle vindmøllerne i kommunen tilsammen.
Vi er nødt til at se fordelene ved de store projekter frem for kun at fokusere på de potentielle gener. Atomkraft, som nogle nævner som et alternativ, er slet ikke en realistisk løsning i den nærmeste fremtid. Vi skal ikke vente på, at ny teknologi er færdigudviklet, mens de vedvarende energiløsninger allerede er tilgængelige.
Når Ole Hansen i sit læserbrev i denne avis i uge 38 efterlyser ”Hvad er I så for?”, har han fuldstændig ret, for det er nemt at være imod, men den grønne omstilling kræver, at vi træffer modige beslutninger. Vi er nødt til at handle nu, hvis vi skal leve op til de politiske mål, vi selv har vedtaget i kommunen.
Vi har en plan, der er støttet af et bredt politisk flertal. Nu skal vi også have modet til at føre den ud i livet. Det kræver de rigtige politikere.