Både dronning Margrethe og The Rolling Stones spiste på Ebeltofts gourmetmekka
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Sidst i oktober måned 2023 blev jeg inviteret til en festlig sammenkomst på ”Nøset” med tredive af mine ungdomskolleger fra glansperioden på Hotel Hvide Hus anno 1970-73.
Gensynsglæden var ubeskrivelig og i sandhed meget rørende. Flere fik en lettere hjertebanken ved mødet med den person, der i ungdommens spæde vår sprængte hymens lænker eller den person, der måske bare skubbede dig lidt videre i erotikkens spændende univers. Ethvert fokus på aldersrelaterede brugsspor fortabte sig ganske i glæden, mens vi langsomt gled ind i fortidens ungdomsverden. At få denne smukke oplevelse er kun de få forundt.
Hotel Hvide Hus (i daglig tage omtalt som HHH) var den højst estimerede restaurant- og hotelvirksomhed uden for Københavns stjernebestøvede gourmetunivers.
Hotellet blev opført af tømrermester Aage V. Jensen i 1963. I dag ville det ganske givet have kunnet smykke sig med tre guldrandede Michelin-stjerner. Så naturligvis er jeg stolt af at have været stjernekok i dette gourmetmekka under den legendariske køkkenchef Rudolf Krings.
Tjenerne var om aftenen iført kjole og hvidt, som ved særlige lejligheder dressmæssigt blev suppleret med glacehandsker. Om dagen var de iført smoking. Der var virkelig kælet for de sublime detaljer – en helt unik stil skabt af hotellets dygtige direktør Jørgen Madsen.
Han var indimellem en ganske bøs herre, som indgød respekt – tangerende frygt. Når Hr. Madsen havde noget af sit ellers pænt tilbageredte hår nede i panden, var Fanden løs i Laksegade. Så skulle man stramme ballerne godt sammen for ikke at få en ukontrolleret rektal udløsning.
Men han var altid omgivet af stor faglig respekt fra både ansatte og ikke mindst gæsterne. Lidt spøgefuldt sagde man dengang, at det var det eneste hotel i landet, hvor stuepigerne havde ”H’er” på brystet – et brystlogo med HHH.
Prominente personer valfartede til Ebeltoft for at opleve dette gastronomiske mekka. Jeg nåede i min tid at svinge gryderne for Prins Viggo, Dronning Margrethe, Prins Henrik, ”Kuglekongen” Carl Krøyer og ganske mange andre notabiliteter.
Men størst af alt var mødet med The Rolling Stones i 1971. Det sker for de fleste kun én gang i deres liv – og dengang blev det lykkeligvis i mit.
En helt unik oplevelse dengang var også festligholdelsen i forbindelse med indvielsen af hotellets indendørs swimmingpool, hvor cremen af landets notabiliteter blev inviteret.
Der var shows med mænd i frømands-dragter og yndefulde optrædener med smukke badenymfer. Oplevelsen blev indhyllet i sublim gourmetkunst med forførende Bordeaux 1.Cru-vine.
Som et kuriosum præsenterede en smuk, ung kvinde iført bikini menuen skrevet på sin efter tiden formfuldendte krop med maden på forsiden og vinmenuen på ryggen. Det var nok ikke gået i dag, men en sand og sjælden oplevelse var det.
Desværre blev det ikke mig forundt at skrive på hendes legeme, men jeg opnåede efterfølgende gunsten at måtte fjerne teksten; men desværre blev det kun en ønskedrøm, som jeg uindfriet må bære med mig i graven, når jeg engang kommer til års.
Ulykkeligvis dalede hotellets unikke status langsomt over tid for til sidst at ende sin glorværdige eksistens som private lejligheder. Lidt symbolsk har man i dag på facaden fjernet det ene ”H” i hotellets logo svarende til at aflevere den ene af de tre Michelin-stjerner, som hotellet vitterligt burde have været tildelt i tidernes morgen. Men trods det giver det mig stadig et lille nostalgisk sug i maven, når jeg kører forbi og kaster mit drømmende blik op på hotellet.
”Sic transit gloria mundi” – således forsvinder verdens herlighed.