Fortsæt til indhold

Debatten om Grobund fortsætter: Hvorfor skal de have særregler, mens vi andre betaler regningen?

John Finmann (V) er blevet valgt ind i bestyrelsen for Foreningen til bevarelse af naturen og rekreative områder langs kysten på Djursland og forholder sig kritisk til kommunens opbakning til Grobund

Debat
John Finmann (V)Kandidat til Byrådet, Ebeltoft for Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lørdag 27. september deltog jeg sammen med repræsentanter fra både Venstre, Konservative og Enhedslisten i generalforsamlingen hos Foreningen til bevarelse af naturen og rekreative områder langs kysten på Djursland.

Foreningen har markeret sig tydeligt i debatten om kystbeskyttelse – både mod vindmøller ved Vosnæs og færgehavnen i Ebeltoft og nu også i forhold til Grobunds planer på Ålerne.

Reglerne skal gælde for alle. Hvis vi andre er forpligtet til kloaktilslutning, så skal Grobund også være det. Ingen særregler for nogle få, mens resten betaler regningen.
John Finmann

Generalforsamlingen foregik i god ro og orden. Der var dog en bred utilfredshed med byrådet, som mange mente, har svigtet sit ansvar for at beskytte kystnaturen. Og der var en klar skepsis over for Grobunds planer.

Som noget nyt blev bestyrelsen udvidet, og her blev undertegnede fra Venstre, John Palm Nielsen og Julie Søgaard Hansen valgt ind, mens Konservatives Kim Withen Olesen fortsætter.

Det viser, at arbejdet for kysterne samler bred opbakning på tværs af partier.

Det er vigtigt at præcisere: Grobund arbejder aktuelt med omkring 120 jordlodder. Tallet 341 husstande stammer fra kommunens helhedsplan for Ålerne, som lægger op til en væsentligt større udbygning.

På generalforsamlingen blev der også nævnt udgifter, som ifølge flere deltagere kan være højere end de oplysninger, kommunen hidtil har fremlagt.

Det viser tydeligt, at vi har brug for fuld åbenhed og klare oplysninger fra kommunen. Kun sådan kan vi som borgere forholde os til, hvilke økonomiske prioriteringer der foretages, og hvilke planer der arbejdes med.

Svar fra Grobund til Finmann:

Uden gennemsigtighed er det svært at have tillid til, at beslutningerne træffes på et solidt grundlag.

Uanset hvilket scenarie vi ser på, er konsekvenserne store. Op mod 1.000 nye beboere vil lægge et markant pres på skoler, børnehaver, sundhedsvæsen og infrastruktur i og omkring Ebeltoft. Allerede i dag er der udfordringer – og en så stor tilvækst vil kræve nye investeringer for hele kommunen.

Vi andre borgere i Syddjurs er tvunget til kloaktilslutning. Det er en dyr løsning, men nødvendig for at beskytte grundvand, sundhed og havmiljø. At Grobund ønsker særregler er tankevækkende – især når byggeriet både ligger tæt på kysten og oven på et drikkevandsområde. Hvorfor skal én gruppe stå udenfor, mens alle andre betaler?

I 2017 købte Grobund den tidligere stålfabrik Tata Steel på området kaldet Ålerne ved Ebeltoft. Nu arbejder kommunen for en ny lokalplan, så grobund kan skabe sin off-grid landsby, men det møder kritik. Arkivfoto: Anne Frank Henriksen

Kystnaturen er en ressource for turisme, friluftsliv og kommende generationer. Hvis vi risikerer at forurene havmiljøet eller belaste drikkevandet, gambler vi med noget, der aldrig kan genskabes.

Jesper Yde fra Enhedslisten deltog også i mødet. Han anerkendte udfordringerne og sagde, at han støtter kystlinjen og naturen – men alligevel erklærede han sin støtte til Grobund.

For mig er sagen klar: Reglerne skal gælde for alle. Hvis vi andre er forpligtet til kloaktilslutning, så skal Grobund også være det. Ingen særregler for nogle få, mens resten betaler regningen.

Her er Jesper Yde enig: Love og regler skal følges. Spørgsmålet er blot, hvorfor han alligevel vælger at bakke op om et projekt, der i praksis søger at stå udenfor de samme regler, som alle andre borgere i kommunen er bundet af.

Svar fra Jesper Yde:

Det handler ikke om at være imod ideer eller iværksætteri. Tværtimod. Vi skal have plads til nytænkning – men ikke på bekostning af naturen eller ved at tilsidesætte fælles regler. Vil man bygge tæt på kysten, må man leve op til de samme krav som alle andre.

Vi har allerede set, hvor sårbart havmiljøet er. Udsivning af spildevand rammer ikke kun Ålerne – det rammer hele bugten. At placere beboelse i et område uden kloak og oven på et drikkevandsområde, samtidig med at institutioner og infrastruktur presses yderligere, bør få alarmklokkerne til at ringe.

Mit budskab er enkelt: Vi skal beskytte vores kystområder. Reglerne skal gælde for alle. Syddjurs Kommune skal træffe beslutninger med fokus på naturen og borgernes velfærd. Det skylder vi både os selv, vores børn – og vores kyst.