»At antyde, at vi gambler med havmiljø eller drikkevand, er ikke korrekt«
Charlie Nygaard svarer her på John Finmanns læserbrev på vegne af Grobund
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg vil gerne takke John Finmann for at sætte fokus på et vigtigt emne og for et konstruktivt læserbrev!
På Grobund deler vi til fulde bekymringen for miljøet, og beskyttelsen af vores natur er afgørende – det er også et ansvar, vi tager meget alvorligt.
Derfor vil jeg gerne korrigere nogle af de antagelser, der fremgår i læserbrevet.
I kommunens befolkningsprognose til budget 2025 er Grobund nævnt med en tilvækst på ca. 150 nye borgere til kommunen.
Planen for udvidelsen af området vil ske i samarbejde med kommunen.
Det, der beskrives som pres på kapacitet, er noget de fleste kommuner aktivt arbejder for: tilflytning, vækst og udvikling.
Det er korrekt, at tilvækst stiller krav. Det er netop også det, der skaber udvikling. Tilflytning af børnefamilier betyder flere skatteindtægter, flere børn i vores skoler og daginstitutioner, og et stærkere grundlag for både foreningsliv og erhvervsliv.
Tilflytningen af erhversaktive borgere til kommunen, ser jeg, som en stor del af løsningen på de kapacitetsudfordringer, du nævner, allerede eksisterer.
Natur- og miljøhensyn er grundlaget for hele vores arbejde. At antyde, at vi gambler med havmiljø eller drikkevand, er ikke korrekt.
Vores mål er at udvikle løsninger, der beskytter naturen og på sigt kan inspirere hele kommunen.
Vi ved, at udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet er et vigtigt element i kommunens vandhandleplaner.
Det er en midsforståelse, at Grobund søger særbehandlingCharlie Nygaard, Grobund
Netop derfor har vi i Grobund forpligtet os til at udvikle løsninger, der ikke bare lever op til kravene – men som reducerer belastningen, er strengere og mere miljøbeskyttende end standarden.
Vi ønsker at holde næringsstofferne i kredsløb lokalt og ikke sende dem væk. Det er både mere miljøbeskyttende og mere bæredygtigt. Udviklingen sker i tæt samarbejde med fagfolk og forskere.
En anden væsentlig opklaring er misforståelsen om, at Grobund søger særbehandling. Grobund følger naturligvis de samme regler som alle andre.
I 2022 blev det godkendt i byrådet, at vi kan udtræde af spildevandsplanen. Ifølge lovgivningen er vi forpligtet til at betale tilslutningsbidrag – og det gør vi.
Det er altså ikke et spørgsmål om at stå udenfor eller overlade regningen til andre. Tværtimod bidrager vi økonomisk på linje med andre borgere.
At betale millioner til en kloak, vi ikke skal bruge, er ikke at undslå sig ansvaret – det er at tage det på sig.
En tredje opklaring er misforståelsen om, at vi vil ødelægge en smuk kystnatur. Naturbegrebet vil være for omfattende et emne at tage op her, men jeg ser det, som et nøgleelement til misforståelse, når der debateres om Grobund.
Området har siden 1987 været udlagt med lokalplan til erhvervsområde.
Industrihavnen, vindmøllemolen, stålfabrikken og, indtil vi erhvervede jorden, opdyrket landbrugsindustri, leder ikke mine tanker i retning af natur.
Det underbygges af, at Erhvervsstyrelsen i 2019 udpegede området som udviklingsområde efter en ansøgning fra Syddjurs Kommune.
Grobund ønsker at bidrage til mere biodiversitet i området og gøre det ikke-tilgængelige landbrugsjord til et rekreativt og attraktivt område for både lokalbefolkning og turister.
Jeg håber, vi kan flytte debatten fra mistillid til samarbejde. For vi står på samme side, når det handler om at værne om Djurslands kyster og samtidig skabe bæredygtige rammer for fremtiden.