Hvis jeg bliver borgmester...
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Den 18. november skal borgerne i Syddjurs vælge retning. Valget står mellem at fortsætte som nu – eller at vælge en ny kurs med Venstre i spidsen.
I 15 af de 19 år, som Syddjurs Kommune har eksisteret, har Syddjurs haft et rødt flertal. Og de seneste otte år har Socialdemokraterne haft borgmesterposten. Det er tid til nye øjne på Syddjurs.
Under Socialdemokratiets ledelse med Michael Stegger som borgmester er væksten gået i stå. Vi klarer os dårligere, end vi burde. Vi har oplevet virksomheder, som har følt sig talt om i stedet for talt med, og vores udgifter til velfærdsområderne på både ældreområdet, skoler og dagtilbud ligger lavt. Så spørgsmålet til valget her er, om det virkelig er mere af det, vi ønsker? Ønsker vi fortsat en kommune, hvor væksten er gået i stå – og vi derfor heller ikke har råd til helt så meget velfærd, som vi kunne ønske os? Eller er det tid til et skifte og en ny borgmester for bordenden?
For vi kan gøre det bedre og sætte ambitionsniveauet op. Syddjurs kan så meget mere.
I Venstre har vi de seneste fire år stået i opposition til det røde flertal og kæmpet for en anden vej. I Venstre vil vi arbejde for en kommune, hvor byggesager og lokalplaner ikke trækker ud i årevis. En kommune, hvor udviklingen og erhvervslivet får plads til at blomstre. En kommune, hvor der bliver flere midler til ældreområdet, børn og unge og kernevelfærden generelt. En kommune, hvor vi sikrer grøn omstilling med fokus på fornuft, effekt og lokal opbakning. Og en kommune, hvor vi sikrer udvikling – både i byerne og i landdistrikterne.
Modsat borgmesteren, så bruger vi gerne regneark, hvis det er det, der skal til for at holde styr på økonomien. Man kan nu engang ikke investere nogle penge, som man ikke har.
Øget velfærd kræver, at vi først skaber vækst – og at vi finder pengene, før vi bruger dem. Og modsat borgmesteren, så bruger vi gerne regneark, hvis det er det, der skal til for at holde styr på økonomien. Man kan nu engang ikke investere nogle penge, som man ikke har.
Jeg har både politisk erfaring og ledererfaring fra mit civile job. Det giver mig den nødvendige ballast for at stå i spidsen for en kommune, der skal have en tydelig retning og en handlekraftig politisk ledelse. Vi har brug for en borgmester, som kan sætte en tydelig retning for det embedsværk, som skal levere den service, som vores borgere fortjener. En kommune, som sætter borgeren først, og som har ja-hatten på, når erhvervslivet banker på kommunens dør. Jeg vil sikre et bredt samarbejde på tværs af byrådets partier, så vi sammen kan skabe større resultater for Syddjurs.
Som borgmester vil jeg fortsætte de åbne borgmesterkontorer og walk and talk rundt i kommunen. Men jeg vil ændre fokus. Der skal komme politiske resultater ud af besøgene. Dialogen og borgernes bekymringer og løsningsforslag skal også føre til handling og politiske tiltag. Jeg ønsker borgerindflydelse – ikke bare borgerinddragelse.
Valget den 18. november handler om, hvilken retning Syddjurs skal have de næste fire år. Enten fire år mere med stilstand, manglende vækst og lange sagsbehandlingstider – eller fire år med vækst, velfærd og valgfrihed. Jeg håber, du vil være med til at vælge en ny retning.