Forsøg på at forstå Elsebeth Due Kjeldsens had til Grobund
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære Elsebeth Due Kjeldsen
Jeg har længe undret mig over dit had til Grobund, dit sprogbrug, som er så aggressivt, at en fb-moderator har smidt dig ud af en Ebeltoft-gruppe og andre har censureret dine indlæg. Hvor kommer al den had fra?
Senest den 11. november efterlyser du, hvilken værdi Grobund bidrager med, hvor du i bedste fald undlader en masse offentlige fakta og demonstrerer manglende forståelse for, hvordan virksomheder fungerer - i værste fald er det med fuldt overlæg for at fremme din anti-Grobund agenda.
Skal vi så ikke bare finde en finansiering og købe dit hus, så du kan flytte længere væk fra Grobund? Det kunne blive win-win for alle.
I min undren googlede jeg derfor dit navn og kan se, du er bestyrelsesformand i et ejendomsinvesteringsfirma - Sinding & Co - så du er jo helt sikkert ikke så uvidende, som det ellers fremgår i dit læserbrev. Det sjove er faktisk, at dette ejendomsinvesteringsfirma har en fin side om bæredygtighed. Her vil I gerne gå ind for bæredygtig energi, bæredygtige byer og lokalsamfund og ja, sjovt nok også ansvarlig forbrug og produktion. Alle tre ting, som Grobund er forgangsprojekt på - nuvel ikke med investering og afkast på lejeindtægter for øje - men det forhindrer jo ikke andre i at tilføje denne del i deres projekt.
Altså er du imod alt det, denne virksomhed gerne vil stå for - endda som bestyrelsesformand! Derfor undrer det mig, at du ikke står helt modsat og gerne vil lære om at skabe en bæredygtig landsby med bæredygtige egenskaber, der står den nuværende byggeform med mange længer, bedre at kende? Det kunne jo bidrage med værdifuld viden til den før omtalte ejendomsinvesteringsvirksomhed.
Grunden til, jeg nu skriver dette læserbrev, er, at du kommer med en masse forkerte påstande i dit læserbrev om bl.a. min virksomhed, Nordic Bar Group ApS, som har adresse på Grobund. Eftersom vi har positiv egenkapital, må det være den virksomhed, du omtaler.
Du skriver: En gennemgang af de seneste regnskaber for disse ni virksomheder viser, at der kun er 1, der udviser et positivt resultat, som dog er af begrænset omfang (22.000 kr.). De øvrige har underskud, og ingen af virksomhederne betaler skat. Samtlige virksomheder, bortset fra en enkelt, har en negativ egenkapital og burde derfor ifølge anpartsselskabsloven likvideres.
Hvilken relevans har det for Grobund, at min virksomhed havde sit første underskud sidste år? (Vores markeder i EU er hårdt presset) - og hvorfor tror du, at vi ikke betaler selskabsskat de forrige år med overskud? 85% af selskabsskatten tilfalder staten, så det er i øvrigt en begrænset faktor at kigge på.
Herefter skriver du:
Vi kan således konkludere, at ingen af de undersøgte virksomheder betaler skat, og beskæftigelseseffekten er også sparsom, da der ikke er bogført nogen lønudgifter i nogen af virksomhederne.
Her undrer det mig meget, at du har forstand nok til at finde vores offentlige regnskab og dermed vores egenkapital - men i selv samme regnskab ikke kan gennemskue, at ”personaleomkostninger” er lønudgifter. Mystisk. I øvrigt den første post i regnskabet! I 2024 betalte Nordic Bar Group ApS lidt over 1,1 million i lønudgifter, og da alle ansatte er bosiddende i kommunen, er der således betalt noget, der ligner 250.000 kr. sidste år til kommunekassen. Siden corona har mit selskab udbetalt 3,3 millioner i løn.
Så rundt regnet omkring 800.000 til kommunekassen i den periode. Hvis dette er sparsomt i din optik, kan du så ikke for god ordens skyld oplyse, hvor mange millioner du selv bidrager med til kommunekassen? Eller hvor mange millioner Grobund skal gavne med, før det er nok i din optik?
Så hvorfor al den had til Grobund? Så slog det mig, at du bor tæt på Grobund - så det er nok bare din ejendomsværdi, du er bekymret for?
Skal vi så ikke bare finde en finansiering og købe dit hus, så du kan flytte længere væk fra Grobund? Der er jo mange skønne steder i kommunen, så det kunne blive en win-win for alle.