Fortsæt til indhold

Hvad skal borgere og medarbejdere stille op med, at direktøren »er ked af at høre«?

»Politikerne sikrer, at der fortsat vil være grund til bekymring for ulovlig praksis, for de udsattes levekår og for medarbejdernes arbejdsmiljø. Men tager politikerne og den administrativt ansvarlige ansvaret for problemerne og den ulovlige praksis?« spørger tidligere byrådsmedlem Viggo Jonasen.

Debat
Viggo JonasenTidligere byrådsmedlem i Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Socialdirektøren i Aarhus Kommune er bekymret.

Bekymret for retssikkerheden i hans forvaltnings afgørelser om menneskers tilværelse – når en tidligere medarbejder forklarer, at der er masser af huller i en række sager, ting, der ikke bliver journaliseret, og lovgivningen simpelthen ikke bliver fulgt.

Bekymret for arbejdsmiljøet i bl.a. Familieafdelingen.

Bekymret fordi medarbejderne har alt for mange sager.

Bekymret fordi han og rådmanden har indført ansættelsesstop, så de tilbageværende medarbejdere får endnu flere udsatte børn at forholde sig til.

Bekymret fordi han har sat medarbejderne på opgaver, de ikke er uddannet til.

Bekymret fordi medarbejderne løber skrigende bort.

Direktøren er bekymret. Men tager han ansvaret for de problematiske forhold?

Direktøren siger, han har haft »det overordnede, administrative, faglige ansvar«, og at »der blev rullet opgaver ud, som for mange af medarbejderne følte, de ikke havde tid eller kompetencer til. Det er jeg selvfølgelig ked af at høre«.

Hvad skal borgere og medarbejdere stille op med, at direktøren »er ked af at høre«?

Rettidig ansvarstagen ville have været, at direktøren sagde til daværende rådmand Winnerskjold (S): »Det er ikke fagligt forsvarligt at gennemføre den hurtige omstilling og indkassere besparelsesgevinsten« – og til daværende rådmand Anette Poulsen (S): »Det er ikke fagligt forsvarligt at gennemføre ansættelsesstop som svar på budgetoverskridelserne«.

Men nej – direktøren siger ikke til politikerne: I har afsat for få penge og for få medarbejdere til, at vi fagligt forsvarligt kan yde det, vi er lovmæssigt forpligtet til.

Den nye LA-socialrådmand forklarer i et debatindlæg i Århus Stiftstidende, at vi skærer ikke på service, kun på skøre regler. At direktøren ikke advarer ham mod at sige sådan noget vrøvl, er bekymrende!

I min tid som byrådsmedlem har jeg mange gange påpeget, at byrådet sparer velfærden i stykker i Aarhus: nedslidte skoler, lærere, socialrådgivere, SOSU’er.

Borgmester, byråd, rådmand, direktør lægger problemer og ansvar ud til medarbejdere og borgere: I får ikke flere midler – I må deles om de kroner, vi har bevilget. »Det er (bare) en hård prioritering«.

Så: Politikerne sikrer, at der fortsat vil være grund til bekymring for ulovlig praksis, for de udsattes levekår og for medarbejdernes arbejdsmiljø. Men tager politikerne og den administrativt ansvarlige ansvaret for problemerne og den ulovlige praksis?

Skolevæsen og Familieafdeling er jo ikke et stadionbyggeri, hvor byrådet bare lader pengene fosse.