Ellen Dahl frygtede gyvelskov, men kommunen ser bare passivt til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den 11. juni bragte Din Avis nyheden om, at foreningen Fri Natur har opfordret Syddjurs Kommune til at gribe ind over for de skader på beskyttet natur, som det 10 år lange rewilding-eksperiment på Molslaboratoriet har resulteret i.

Nyheden var ledsaget af et foto af blomstrende gyvel i bakkerne. Sådan så det ud, dengang billedet blev taget.

Går man en tur i bakkerne i dag, ser man, at størstedelen af gyvelbuskene er gået ud. Det skyldes, at vinteren havde mange frostdage.

I “Ellen Dahl, Mols og litteraturen” (Aarhus Universitetsforlag, 2017) citerer Henning Pedersen fra et ikke-publiceret manuskript af Ellen Dahl, der i 1951 forærede Molslaboratoriet til Naturhistorisk Museum, Aarhus: “For en Snes Aar siden fandt jeg paa at saa nogle faa Gyvelfrø i Lyngen omkring mit Hus. De Sagkyndige fortalte mig, at de ikke vilde blive til noget de første Aar, fordi Harerne, som der var mange af, vilde æde de fine Skud. Sådan gik det ogsaa ganske rigtigt. Men efter 3-4 Aars Forløb skød Gyvelen pludselig i vejret med en saadan Kraft, at mange af Planterne nu er 4-5 Alen* høje med tykke stammer, og at de på store Arealer har kvalt baade Lyngen og andre Vækster og danner sammenhængende Bevoksninger. Dersom ikke Frosten i Vinter havde faaet det meste til at gaa ud, vilde jeg være kommet til at bo i en Gyvelskov.” (* = 2 ½ - 3 meter).

I dag står døde gyvelbuske som spøgelseshære i bakkerne. Men gyvel har en stor og overlevelsesdygtig frøbank, så mit gæt er, at tusinder af nye skud vil spire frem – godt hjulpet på vej af kvæget og hestene.

Rita Bøttenshøn – der var medlem af rewilding-eksperimentets såkaldte ”Advisory Board” – skrev i 2005 en artikel om spredning og bekæmpelse af gyvel (Park og Landskab Videnblade nr. 6.0-19). I artiklen oplyses, a) at gyvel ofte spirer i kokasser, fordi kvæg æder gyvelfrø, b) at heste skaber spirebede og aktiverer gyvelfrøene ved optrædning af plantedække og jordbund, c) at gyvelkrat udkonkurrerer den naturlige lysåbne plantevækst, og d) at gyvel lever i symbiose med knoldbakterier, der tilfører planten og den omkringliggende jord kvælstof.

Med andre ord: gyvel gøder den næringsfattige jord, som er grundlaget for surt overdrev.

I artiklen ”Invasive arter på hederne” fra 2015 (Flora og Fauna, 21., 3) drøftes, om der findes to genetisk forskellige typer gyvel: ”en oprindelig hjemmehørende sårbar type med relativt lave fænotyper […] samt en kraftig type af potentielt højere planter, der spreder sig hurtigt på en invasiv måde.” Artiklen omtaler en undersøgelse af ni populationer af gyvel i Danmark: ”På to af disse steder (Mols Bjerge og Svanninge Bjerge) er gyvel blevet rapporteret til at udvise en invasiv adfærd og betragtes som landskabsukrudt”.

Derfor blev gyvel bekæmpet – lige indtil rewilding-eksperimentet startede!

I Natura 2000-planen 2010-2015 for Mols Bjerge med kystvande lød det: ”Det er et særligt nationalt ansvar at sikre den truede naturtype surt overdrev og skovnaturtypen stilkegekrat i Natura 2000-området Mols Bjerge med kystvande, da området indeholder over 5 % af det samlede areal af disse naturtyper inden for den nationale del af den kontinentale biogeografiske region.”

Hvem vil tage ansvar for at sikre, at gyvel ikke ødelægger alt surt overdrev på Molslaboratoriet?