Hvis erfaringerne viser, at bekymringerne var berettigede, håber jeg, byrådet vil have modet til at handle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg læste med interesse Lone Boyes debatindlæg om harmoniseringen af Favrskovs specialtilbud. Jeg er enig med hende i én vigtig pointe: Vi skylder børnene en nuanceret debat om, hvordan vi skaber de bedst mulige tilbud.

Netop derfor er det vigtigt også at tale om konsekvenserne af de beslutninger, der allerede er truffet.

Harmoniseringen er nu vedtaget. Dermed er ansvaret ikke længere kun at forsvare beslutningen, men også at følge dens konsekvenser.

På Hadsten Skole betyder harmoniseringen blandt andet, at specialklasserne vokser fra seks til otte elever – en stigning på 33 procent. Samtidig reduceres ressourcerne på området.

Det er de nye rammer for nogle af kommunens mest sårbare børn.

Under høringsprocessen advarede skolebestyrelserne i fællesskab om, at harmoniseringen reelt var en besparelse, og at den kunne få konsekvenser for kvaliteten i specialtilbuddene. Mange politikere gav udtryk for, at de lyttede til de bekymringer, der blev rejst.

Det håber jeg fortsat er tilfældet.

For et barn i en specialklasse handler skoledagen ikke om budgetter eller organisationsdiagrammer. Den handler om tryghed, struktur og kendte voksne. Om at blive mødt af mennesker, der har tid til at skabe relationer, forebygge konflikter og hjælpe, når hverdagen bliver uoverskuelig.

Økonomi kan ikke alene skabe gode specialtilbud.

Men økonomi er heller ikke uden betydning.

Den sætter rammerne for, hvor meget tid den enkelte voksne har til hvert barn. Og netop tid, nærvær og stabile relationer er afgørende for, at et specialtilbud lykkes.

Jeg håber derfor, at hele byrådet, uanset hvordan de enkelte partier stemte, vil tage et fælles ansvar for at følge harmoniseringen tæt.

Besøg specialklasserne.

Tal med medarbejderne.

Lyt til forældrene.

Og mål ikke kun på budgettet, men også på børnenes trivsel og udvikling.

Hvis erfaringerne viser, at de bekymringer, som blev rejst under høringen, var berettigede, håber jeg også, at byrådet vil have modet til at handle.

Lydhørhed handler nemlig ikke kun om at lytte, før en beslutning træffes. Den handler også om at være villig til at justere kursen, når virkeligheden kalder på det.

For i sidste ende er det ikke harmoniseringen, der skal lykkes.

Det er børnene.