Bekymrende udvikling: Skolefravær er næsten aldrig problemet i sig selv, men et symptom på noget andet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvordan skaber vi en folkeskole, hvor flere børn lykkes både fagligt og socialt?

Det er den opgave, Favrskov Byråd har bedt det midlertidige udvalg Fremtidens Folkeskole om at arbejde med.

Det er en stor opgave. Som formand for udvalget har jeg været med i hele planlægningen af arbejdet. Det har været spændende, og vi har fået sammensat et udvalg med mange kompetencer og mange perspektiver.

Vi har nu afsluttet den første fase af arbejdet. Tre møder med forskere, eksperter, ledere og fagfolk har givet os et langt stærkere billede af de udfordringer, folkeskolen står overfor både lokalt og nationalt.

Det har samtidig bekræftet mig i én ting. Hvis vi skal lykkes, må vi være modige, og det kan ikke lade sig gøre at løse komplekse problemer med simple svar.

Udvalget er blevet nedsat med to klare opgaver. Den ene handler om den bekymrende udvikling i elevfravær. Den anden handler om, at stadig flere børn visiteres til specialtilbud.

Begge udviklinger er alvorlige. Ikke kun fordi de har økonomiske konsekvenser, men først og fremmest fordi de handler om børn og unges muligheder for at få et godt skoleliv og et godt voksenliv.

Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig gennem de første møder, er, hvor enige forskningen faktisk er på flere områder. Fællesskaber betyder mere, end vi måske nogle gange tror. Børn lærer bedst, når de oplever at høre til. Når de har relationer. Når de føler sig betydningsfulde. Når de mødes af voksne med tydelige forventninger og trygge rammer.

Vi har også fået bekræftet, at skolefravær næsten aldrig er problemet i sig selv. Fraværet er ofte et symptom på noget andet. Det kan være faglige udfordringer, ensomhed, manglende oplevelse af at lykkes, utryghed eller følelsen af ikke længere at være en del af fællesskabet. Derfor giver det heller ikke mening kun at diskutere fraværsprocenter. Vi er nødt til at forstå årsagerne bag tallene.

Det samme gælder arbejdet med inklusion. Vi har hørt forskning, som peger på, at flere børn kan lykkes i stærke almene fællesskaber, hvis kvaliteten er høj nok. Samtidig står det klart, at der fortsat vil være børn, som har brug for meget specialiserede tilbud. Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod handler det om at skabe de bedst mulige løsninger for det enkelte barn.

En anden erkendelse er, at skolen ikke kan løfte opgaven alene. Familierne spiller en afgørende rolle. Det gør fritidslivet også. Foreningerne. De frivillige. De voksne omkring børnene. Alt det, der sker efter skoletid, har betydning for det, der sker i skoletiden. Den sammenhæng tror jeg, vi som kommune skal blive endnu bedre til at tænke ind.

Nu begynder næste fase, hvor vi skal undersøge, hvilke løsninger der virker. Vi kommer til at hente inspiration fra forskning, fra andre kommuner og fra de mennesker, der hver dag står med opgaven i praksis.

Målet er ikke at komme med flest mulige anbefalinger. Men derimod, at vi kommer med de rigtige anbefalinger. Anbefalinger, der kan styrke fællesskaberne, understøtte lærerne og skabe bedre muligheder for, at flere børn lykkes i vores lokale folkeskole. Det skylder vi både børnene, forældrene og de mange dygtige medarbejdere, der hver dag gør deres bedste.

Jeg glæder mig til det videre arbejde. Sammen med udvalget. For fremtidens folkeskole bliver ikke skabt på ét møde eller med én beslutning. Den bliver skabt gennem grundighed, mod og viljen til at lytte, før vi beslutter.