Djursland leverer grønne løsninger. Nu må staten stikke piben ind og lade være med at spænde ben

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På Djursland er vi kommet langt med den grønne trepart. Kommunerne, landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og ikke mindst de lokale lodsejere har lagt mange kræfter i at finde løsninger, der både gavner naturen, miljøet og samtidig tager hensyn til et fortsat stærkt landbrug.

Det skal vi passe på.

Som næstformand for Grøn Trepart Djursland og formand for Natur-, Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune har jeg oplevet et lokalt samarbejde præget af vilje til at finde løsninger. Vi kommer med forskellige interesser og udgangspunkter, men netop samarbejdet mellem kommunerne, landbruget og Danmarks Naturfredningsforening har været med til at skabe et stærkt fundament.

Samtidig har landmænd og lodsejere budt konstruktivt ind, og der er opbygget en tillid mellem parterne, som er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med den store arealomlægning.

Der blæser nye politiske vinde, og det skal vi selvfølgelig respektere. Men uanset politisk ståsted bør vi kunne være fælles om ordentlighed, forudsigelighed og løsninger, der virker i virkeligheden.

Derfor bekymrer den nye statslige kvælstofregulering mig.

Når lodsejere frivilligt går ind i lokale projekter og er med til at finde løsninger, skal de også kunne stole på de rammer, de træffer deres beslutninger ud fra. Hvis nye statslige krav pludselig ændrer forudsætningerne markant, risikerer vi at skabe usikkerhed hos netop de mennesker, vi har brug for som aktive medspillere.

Det vil være en alvorlig fejl, hvis vi sætter den tillid over styr.

Det handler ikke om at sætte den grønne omstilling på pause. Tværtimod. Vi skal videre med vådområder, lavbundsprojekter, skovrejsning, natur, drikkevand og de øvrige indsatser, som vi lokalt arbejder med.

Men nu skal vi holde kæden stram.

Vi skal sikre et ordentligt fagligt grundlag for reguleringen, og vi skal have blik for de konkrete konsekvenser for den enkelte bedrift og lodsejer. Og frem for alt skal staten sørge for, at nye regler spiller sammen med det lokale trepartsarbejde i stedet for at risikere at spænde ben for det.

På Djursland har vi vist, at man kan sætte forskellige interesser omkring det samme bord og finde løsninger sammen. Det er faktisk hele styrken ved den lokale grønne trepart. Vi behøver ikke være enige om alt for at være enige om at finde ordentlige og holdbare løsninger.

Den grønne trepart lykkes ikke alene gennem regler og modeller. Den lykkes, fordi mennesker har tillid til processen og til hinanden.

Lad os bygge videre på det, vi har opnået – ikke sætte det over styr.