Fortsæt til indhold

Lokalt konsulenthus er blevet tre gange så stort på fire år

En kursændring har fået afgørende betydning for lokal virksomhed, der fejrer 30 års jubilæum.

Favrskov

For godt 30 år siden etablerede Thorvald Horup som ung familiefar og ingeniør udviklingshuset Homatic i privatboligen på Djursland. Fire år senere, i 1997, flyttede familien til Vitten, og virksomheden flyttede med.

Den unge ingeniør udviklede som sin første opgave en prototype til et apparat, der kunne spotte falske dollarsedler. Forbundspolitiet i USA fik øje på produktet, og testudstyret gik som varmt brød i Kina, indtil festen sluttede brat, da kineserne fandt ud af at kopiere forfalskningsdetektoren.

Det slukkede dog ikke iværksætterlysten hos den unge ingeniør, der i år kan fejre virksomhedens 30 års jubilæum.

»Igennem hele tre årtier har Homatic ikke blot overlevet i en konstant foranderlig branche, men været en pioner for teknologisk innovation og ingeniørkunst. Rejsen har været en konstant stræben efter at forstå og forudse fremtidens teknologier. Det har ikke kun været en rejse med faglig udvikling, men i høj grad en rejse med en menneskelig udvikling. Hos Homatic taler vi ikke så meget om resurser, men om mennesker. Mennesker, der med deres ekspertise, passioner og drivkraft, udgør kernen i alt det, vi gør,« siger bestyrelsesformand i Homatic, Søren Elisiussen.

En vigtig beslutning

Rejsen tog en væsentlig drejning i 2017, da man besluttede at gå fra at være et udviklingshus til et konsulenthus. De 20 ingeniører, der sad i Vitten, rykkede ud af virksomhedens lokaler og ind hos kunderne, der omfatter virksomheder som Danfoss, Vestas, Grundfos, Universal Robots, Terma og Ørsted.

»Efter finanskrisen ændrede markedet sig, så virksomhederne hellere ville have ingeniører og konsulenter siddende ude hos dem selv. Vi prøvede det af, og i dag sidder alle vores ingeniører ude hos kunderne,« fortæller Thorvald Horup til Lokalavisen.

Ifølge Homatics stifter og indehaver er modellen med at have konsulenterne ude i marken ikke blot godt for kunderne, men også en fordel for både konsulenterne og Homatic.

»I dag er det blevet populært med et mere frit arbejdsliv. Flere og flere ingeniører får deres eget cvr-nummer, og vi hyrer dem ind til at løse opgaver for os. Vi betaler en højere pris for freelancere, men får en lavere risikoprofil med færre fastansatte, som er en fordel, hvis markedet bremser op som under finanskrisen,« forklarer Thorvald Horup.

Voldsom vækst

Udviklingen har virkelig taget fart efter omdannelsen til et konsulenthus. Homatic har på fire år haft en vækst på over 200 procent, og det blev i 2023 belønnet med en Gazellepris. Den store vækst, som svarer til en tredobling, afspejler sig i antallet af konsulenter, der i dag er på omkring 60 og en blanding af fastansatte og freelancere.

De fleste, men ikke alle, er ingeniører, der med deres tekniske kompetencer hjælper Homatics kunder med udvikling af blandt andet elektronik, software og automation.

Tilbage på kontoret i Vitten sidder der i dag en håndfuld sælgere samt et par marketing- og regnskabsmedarbejdere, som har god plads, efter alle konsulenterne er sendt i marken.

»Det ville være svært for os at vokse her i vores egne rammer Vitten, men det er nemt at vokse, når konsulenterne sidder ude hos kunderne,« siger Thorvald Horup, der glæder sig over sin virksomhed tilstand efter 30 år.

»Vi har skabt en virksomhed med stor medarbejderdiversitet bestående af stærke faglige kompetencer og gode menneskelige egenskaber, så vi står stærkt rustet til fremtiden. Det er vores medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder, der hver dag leverer den gode arbejdsindsats, sikrer det gode samarbejde og skaber arbejdsglæde. Jeg glæder mig allerede til de næste 30 år,« siger han med et grin.