Fortsæt til indhold

Advokater i Hadsten flytter sammen

Favrskov Advokaterne og Paragraf Advokaterne indgår kontorfællesskab.

Favrskov

Favrskov Advokaterne og Paragraf Advokaterne har i flere år bistået hinanden med forskellige opgaver.

Nu har de to firmaer øget samarbejdet gennem et nyt kontorfællesskab på Favrskov Advokaternes nuværende adresse, Søndergade 34, 8370 Hadsten. Paragraf Advokaterne har hidtil holdt til i kontorfællesskabet i Ågade 97 i Hadsten.

Formålet med kontorfællesskabet er at styrke advokaternes evne til at levere specialiseret juridisk bistand gennem en endnu bredere vifte af kompetencer og erfaringer.

»Vores primære mål er at styrke og udvide de tjenester, vi tilbyder vores klienter. Gennem øget samarbejde og vidensdeling forventer vi at kunne tilbyde endnu mere omfattende og specialiseret bistand inden for alle retsområder,« fortæller Torben Jensen fra Favrskov Advokaterne og Søren Andreasen fra Paragraf Advokaterne i en pressemeddelelse.

Selvom de nu er flyttet under samme tag, fortsætter Favrskov Advokaterne og Paragraf Advokaterne som to separate juridiske enheder.

»Vi tror på, at dette bevarer vores unikke identiteter og specialiseringer, samtidig med at det muliggør en mere omfattende udveksling af viden og erfaringer. Dette forventes at bringe betydelige fordele ikke kun for vores firmaer, men også for vores klienter.«

Paragraf Advokaterne har også en afdeling i Auning, som er firmaets hovedkontor.