Bydel stod uden varme: Sådan blev problemet løst
En utæthed i en pumpebrønd betød kolde huse i en stor del af Hadsten.
Akutte problemer med en pumpestation ved Orionsvej i Hadsten betød, at omkring 150 huse stod uden varme en stor del af torsdag 21. november.
På dagen sagde Jan Nielsen, der er distributionschef i Hadsten Varme:
»Vi kan konstatere, at noget er utæt i pumpebrønden, for den er fuld af vand. Vi arbejder på højtryk med at tømme brønden med en slamsuger, så vi kan komme til at lokalisere fejlen.«
Han tilføjede:
»Vi skal have lavet en midlertidig løsning, så vi kan få varmen op at køre igen. I værste tilfælde vil det tage et døgns tid, men jeg håber, at vi får lavet en løsning i løbet af i dag.«
Hans forhåbning holdt stik, fortæller Hadsten Varmes bestyrelsesformand, Niels Jørgen Bärtel, dagen derpå.
»Varmen kom tilbage omkring klokken 17. Vi lånte en pumpe fra en anden pumpebrønd og fik sat en ny eltavle i,« siger formanden, der forklarer, at det var en tætning på et rør, der var sprunget og havde fyldt brønden helt med 21 kubikmeter vand.
Kun midlertidigt
En pumpebrønd skal være helt tør for ikke at ødelægge netop pumper og elektronik deri.
Bestyrelsesformanden forklarer, at alle pumpebrønde er udstyret med to pumper, sådan at hvis én af dem går i stykker, kan den anden tage over og sikre, at der hele tiden er varme. På grund af vandet var begge pumper i pumpebrønden ved Orionsvej dog sat ud af spil.
Den ene af pumperne kan ikke reddes, mens den anden bliver sendt til reparation.
»Så det, vi kører med nu, er altså kun en midlertidig løsning, til vi har fået en pumpe mere,« siger Niels Jørgen Bärtel og tilføjer, at varmeværket kigger rørene efter en ekstra gang i forhold til tæring.