Politiet rykkede ud i stort tal - forgæves
Politiets tilstedeværelse i Feldballe mandag eftermiddag skyldtes en anmeldelse om en mulig kriminel handling. Østjyllands Politi bekræfter tirsdag, at der ikke var behov for politiets assistance ved hændelsen.
Mandag eftermiddag - 23. februar - vakte en større polititilstedeværelse opsigt blandt borgere i Feldballe.
Flere politibiler blev observeret samlet på en adresse i tidsrummet mellem 15.30 og 16.15, og det skabte bekymring og nysgerrighed i lokalsamfundet.
Din Avis har spurgt hos Østjyllands Politi om årsagen til det store rykind af politibiler i landsbyen mellem Ebeltoft og Rønde.
Hos Østjyllands Politi bekræfter man, at politiets tilstedeværelse skyldtes en anmeldelse om en mulig kriminel handling.
Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, forklarer i en mail til Din Avis:
»Vi fik en anmeldelse om en mulig kriminel handling, men da vi kom frem, viste det sig, at der ikke var brug for politiets assistance. Der blev ingen politisag ud af det.«
Borgere i Feldballe kan derfor være beroliget med, at der ikke var tale om en alvorlig hændelse, og at politiets tilstedeværelse var en forsigtighedsforanstaltning.
Østjyllands Politi har ikke yderligere information om hændelsen.