Fortsæt til indhold

Rasmus Walter var på alt andet end dybt vand

Rasmus Walter kunne i år fejre sit 10-års jubilæum på Smukfest. Og det gjorde rockmusikeren med den melankolske stemme i selskab med et feststemt publikum.

Kultur og byliv
Følg Smukfest direkte i Uge-Bladets liveblog under hele festivalen i bøgeskoven. Klik her.

Han er blevet kaldt den pæne dreng i dansk rock. En titel Rasmus Walter på alle måder fyldte ud, da han lørdag eftermiddag stod på Stjernescenen på Smukfest.

Om det var rocken eller det pæne, publikum var mødt talstærkt op for at høre, var svært at vurdere. Og heller ikke afgørende idet de fik begge dele.

Der var fyldt foran scenen, da Rasmus Walter med sin akustiske guitar over skulderen og sit fire mand høje band i ryggen lagde ud med “Himlen falder”. Godt tre minutter senere, da nummeret klingede af, var der ikke bare fyldt, men pakket.

»Har I det godt derude? Har I tømmermænd?« Walters spørgsmål afstedkom et rungende »Ja!«.

Et ”ja”, der at bedømme ud fra mængden af brede smil og blanke øjne hos lørdagspublikummet, syntes at være svaret på begge dele.

Da bandet fyrede op under nummeret “På en dag som i dag”, rockede tilhørerne veloplagt med.

»For på en dag som i dag er ingenting tabt. Tro nu på vi slipper væk herfra,« sang Rasmus Walter med det nærvær og den indlevelse, der er blevet varemærket i hans solokarriere.

Publikum istemte det iørefaldende omkvæd. Uden dog på nogen måde at ligne nogen, der havde lyst til at slippe væk.

I år kunne sanger, sangskriver og musiker, Rasmus Walter, fejre sit 10-års jubilæum på Smukfest. Det gjorde han i selskab med et feststemt publikum. Foto: Inge Lynggaard Hansen

Jubilæum på Smuk

Det er 20 år siden, Rasmus Walter begyndte sin musikkarriere. Først i rockbandet Grand Avenue og siden med sit eget soloprojekt. Ti gange har han forkælet Smukfest med sine melodiøse og stærke sange. Fra Teltet, Bøgescenen og nu Stjernescenen.

»I år er det tiende gang, jeg optræder på Smukfest. Eller Skanderborg Festival som det hed, første gang jeg stod på en scene her for 20 år siden. Så i år kan jeg 10-års jubilæum,« fortalte den 45-årige pop-rocksmed. Med hujen, piften og energiske klapsalver fra publikum til følge.

Solen stod højt på himlen og sendte fadølsanlæggene i barerne omkring Stjernescenen på hårdt arbejde. Det - tilsat lyden af storhittet “Dybt vand” fra Rasmus Walters selvbetitlede album fra 2011 - sendte den i forvejen gode stemning videre ad en stejlt opadgående kurve.

»Op med labberne!« lød det fra Walter. Opfordringen fik øjeblikkeligt tusindvis af hænder til at ryge i vejret - en klokkeklar forsikring om at sangeren denne eftermiddag på Smuk var på alt andet end dybt vand.

Fra første nummer Rasmus Walter og hans band sendte ud over scenekanten, var begejstringen stor og stemningen høj blandt publikum. Foto: Inge Lynggaard Hansen

Alt godt har en ende

På “Verden i stå” hoppede Rasmus Walter ned fra scenen og bevægede sig ud blandt publikum, der stod klar med high-fives og løftede mobiler for at forevige øjeblikket.

»Nu hænger vi i luften,« sang Rasmus Walter og begyndte at hoppe midt inde i den spraglede menneskemængde. Publikum fulgte trop.

Tilbage på scenen rundede Rasmus Walter sin koncert af med kæmpehittet “Endeløst” fra 2012.

»Tak for i dag, Smukfest. Vi kommer ud og fester med jer senere,« lovede Walter, førend han satte sin melankolske vokal til nummerets omkvæd.

»Ja, det ’r så endeløst. Ja, det ’r så endeløst...«

Publikum skrålede med på det udsagn, som var det præcis, hvad de ønskede: At koncerten var endeløs. At Smukfest var endeløs. Sådan burde det være.

I løbet af de 20 år der er gået, siden Rasmus Walter begyndte sin musikkarriere, har han optrådt på Smukfest ti gange. Foto: Inge Lynggaard Hansen