Fortsæt til indhold

Sognepræsten vender hjem til Thorsager for en kort bemærkning

Jørgen Gleerup tager Martinguitaren og sine to medtenorer med til trio-koncert i forsamlingshuset.

Kultur og byliv

Tre tenorer og tre Martinguitarer – suppleret med både banjo, mandolin og harmonika og veltunede vokaler.

Det er lig med trioen Niels Kanstrup, Jørgen Gleerup og Ole Thomsen.

Jørgen Gleerup, tidligere mangeårig, skattet sognepræst i Thorsager-Bregnet-Feldballe med bopæl i Thorsager Præstegård, er tilbage på gengroede stier, når han og hans to medmusikanter giver koncert i Thorsager Forsamlingshus fredag 3. november.

Koncerten vil som altid, når trioen er ude og lufte guitarerne, byde på en skøn blanding af sange og musik – fra danske viser til sange hentet fra den amerikanske folk-tradition, som står trioen nær.

Det er lagt op til et varieret program med sange spændende fra Carl Nielsen over Tom Paxton til Bob Dylan.

De to andre i trioen, Niels Kanstrup og Ole Thomsen, er henholdsvis eksperter ud i biologi og salg af kvalitetsguitarer.

39 år som præst

Jørgen Gleerup takkede af som sognepræst 22. maj 2022 efter 39 års gerning i den danske folkekirke.

De sidste 31 år med præstegården i Thorsager som afsats for et liv, der har givet ham så mange glæder.

»Thorsager er et bette sted, hvor man hænger godt sammen. Jeg har bare været så glad for at være præst her,« lød det fra Jørgen Gleerup umiddelbart før han besteg prædikestolen i Thorsager Rundkirke for sidste gang.

Nu tager han sine tidligere bysbørn og andre, der vil lytte, med på en musikalsk rejse hen ad mindernes allé.

Trioen værdsætter den gode smag, de gode historier og den indbyrdes interaktion, og det hele præsenteres i iørefaldende akustiske arrangementer.

Det er Thorsager Forsamlingshus, der inviterer og byder på indledende tapas fra klokken 18 inden showtime.

Tapas kan bestilles hos Thorsager Forsamlingshus.

I byens brugs kan man købe koncertbilletter formedelst 150 kroner.