»Gå ud i livet som et barn, der begejstret går forbi en mur, som var den et forunderligt eventyr af snegle«

Da jeg fik mit første barn, var det som om, at verden på mange måder blev ny. Hun pegede nysgerrigt på alt. »Daa det?« Spurgte hun og mit blik fulgte hendes. Nu så jeg pludselig bæreposen, der fløj fornøjet rundt på vejen eller solsorten, der gjorde sig til på naboens tag.

Særligt husker jeg en forårsmorgen, hvor hun skulle afleveres i børnehaven. Hun fik de røde gummistøvler på, for morgenen havde budt på en stilfærdig regnbyge og så gik vi hånd i hånd, mens verden dampede af, hen til børnehaven.

Turen burde have taget fem minutter, men den dag tog den en halv time. Jeg havde fri, OG der var snegle! Fugten havde lokket lysegule, mørkerøde, og stribede ”babysnegle” frem på den kirkegårdsmur, vi skulle forbi på vejen. Jeg havde aldrig bemærket dem før. Men nu så jeg dem, fordi min datter fik mig til at stoppe op og lånte mig sin begejstring.

En begejstring, der ligner en, jeg mødte i den norske forfatter Knausgårds roman ’Om foråret’. Den handler om én dag! Jeg tænkte først, da jeg læste på bagsiden, at det lød utroligt kedeligt. Men den er spændstig, smuk, humoristisk og rørende. Han tager tempoet ud af dagen og beskriver den virkelighed, der omgiver os alle. Himlens blå, luften mod huden, et ansigt, en lampe, en sko.

Alt det vi ofte suser forbi. Om det er ting eller mennesker, vi helt grundlæggende glemmer at se.

I kirken bliver vi mindet om at huske at se verden fra barnets grundlæggende perspektiv, hver gang vi døber. Der lyder nemlig sætningen: »Den der ikke bliver som et lille barn, kommer slet ikke ind i Guds Rige.«

Guds rige er blandt andet noget, som vi allerede nu kan opleve i glimt. Der hvor lys, håb, glæde og nye muligheder bryder igennem – på trods af erfaringer med fald og sorg og modløshed. At blive som et lille barn er at tage imod livet mere frit. Ikke at lade gårsdagens erfaring suge fremtidens håb ud af dig.

Det minder om den øvelse, min veninde har mødt til sin mindfulnessundervisning. Her er hun blevet introduceret til tænkningens syv grundindstillinger til verden.

En af dem handler netop om ind imellem at slippe erfaringen. Den indstilling hedder ”nybegyndersind”. Øv dig i at gå til verden, som var det første gang. Så du får øje på noget helt nyt. Ny læring, ny glæde ved verden. At gøre sig modtagelig og åben overfor nye muligheder, man ellers ikke ville se. »Den, der ikke bliver ligesom et lille barn…!«

Nyt år, nye øjne. Med Knausgård, dåben og lidt mindfuldness i ryggen vil jeg komme med en opfordring her ved begyndelsen af 2024.

Stop og giv verden en chance på egne præmisser. Sænk farten og vov at tage imod dagen eller se din kone, dit barn, din ven, din mor med nye øjne uden fordomme og fastlåshed. Gå ud i livet som et barn, der en forårsmorgen går begejstret forbi en kirkegårdsmur, som var den et forunderligt eventyr af snegle.