Fortsæt til indhold

Tovli’ Tirsdag: Sølund Musik-Festival inviterer alle med til omvendt inklusionsfest

Der er kendte musiknavne på programmet, når verdens største musikfestival for udviklingshæmmede åbnes for offentligheden.

Kultur og byliv
sra

Queen Machine, Zar Paulo. Rasmus Walter, Ameli Dot og Jacob Haugaard til bare 65 kroner? Det lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre bliver det en realitet, når Sølund Musik-Festival i Skanderborg 11. juni inviterer alle interesserede til såkaldt Tovli’ Tirsdag, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Her står den nemlig traditionen tro på en omgang omvendt inklusion, når verdens største musikfestival for udviklingshæmmede åbnes for offentligheden med musik og kærlighed til såkaldt Tovli’ Tirsdag.

Selv om det i foråret kom frem, at festivalen fra 2025 risikerer at skulle dreje nøglen om på grund af pressede ledsagerordninger og ressourcemangel i kommuner og på bosteder, skal kommunens borgere og andre interesserede selvfølgelig inviteres med til festivalen i 2024 for at opleve stemningen og opleve, hvor vigtig denne festival er for sit publikum.

For Sølund Musik-Festival afholdes som planlagt fra 11. til 13. juni i år – uanset den pressede økonomi.

Den omvendte inklusionsdag med over 10 timers god musik og særlig kærlighed skal ses som en tak til kommunens borgere og andre, der støtter festivalen. Og håbet er, at der denne dag igen kan samles omkring 10.000 musikglade gæster på tværs af alt muligt andet, så man kan opleve fællesskabet og stemningen på den helt særlige festival.

Dagen har tidligere været gratis at deltage i, men koster nu et symbolsk beløb på bare 65 kroner. Og herefter går det ellers løs med på navne som Queen Machine, Zar Paulo. Rasmus Walter, Ameli Dot, Jacob Haugaard med flere.

Desuden byder dagen på to gratis, lukkede arrangementer om formiddagen, hvor henholdsvis byens daginstitutioner og pensionister inviteres til sang, kage og hygge.

Billetter til Tovli’ Tirsdag kan købes tovlitirsdag.safeticket.dk og i døren, hvor den dog så koster 100 kroner. Børn under 12 år er gratis, men skal have billet.