Fortsæt til indhold

Fra ungdomstræner i IF Ådalen til frontmand på festival

Sko & Torp har samlet et stærkt hold af musikere til Rosenholm Festival. Koncerten bliver også et gensyn med gamle stier for Søren Sko.

Kultur og byliv

Sangeren Søren Sko - født Søren Svenninggaard, men fik tilnavnet Sko, fordi faren havde en skoforretning i Hammel - lagde for land med en stemme, der bjergtog et bredt publikum, da han sammen med guitaristen Palle Torp udgav albummet »On A Long Lonely Night« i 1990 produceret af svenske Mats Ronander, dengang Sanne Salomonsens bedre halvdel.

Sko & Torps tydelige inspiration fra tilbagelænet amerikansk vestkystrock slog med det samme an, fordi kompositionerne sad i skabet, og Søren Sko formåede at løfte de melodiøse sange til et pænt niveau over traditionel dansk pop-rock. I løbet af ingen tid havde danskerne købt 200.000 eksemplarer af »On A Long Lonely Night«, som dermed blev historiens bedst solgte danske debutalbum.

Den store succes kom som en kæmpe overraskelse for alle. Sange som »Loser’s Game«, »She’s Got Me Rocking«, »Young Girls Heart«, »Voice Keep Calling«, »Wheels«, »Get Ready« og titelnummeret var fast lydtapet igennem hele 1991.

Syv år senere gik duoen hver til sit. Søren Sko forsøgte sig solo, og Palle Torp, der havde en fortid som førsteguitarist i aarhusianske Elevatordrengene, da sangeren hed Thomas Helmig, afsøgte andre musikalske territorier. Det lå dog ligesom i luften, at de to ville finde sammen igen, og nærmest helt bibelsk skulle der gå syv år, før de igen fandt sammen.

Glædeligt gensyn

Sko/Torp udgav i september 2023 deres EP »Celebrate«, som også vil være en del af deres repertoire på Rosenholm Festival.

Festivalen byder på et glædeligt gensyn med duoen lørdag 7. juni kl. 17.00, hvor de vil optræde med både gamle klassikere og nye numre.

Søren Sko udtaler: »Vi elsker sangene, de er en del af vores bagage, og publikum vil gerne høre dem, så selvfølgelig spiller vi dem«. Denne respekt for publikums ønsker er meget sigende for Sko/Torp, som også præsenterer nye sange indspillet sideløbende med deres omfattende turnévirksomhed.

Stærkt line-up på Rosenholm

Til Rosenholm Festival har Sko/Torp nogle af landets absolut stærkeste musikere med sig på holdet: Lars Daugaard på trommer, Søren Møller på keyboard, Nicholas Findsen på bas og Morten Woods på guitar – ved siden af Palle Torp og med Søren Sko i vanlig front på vokal.

For Søren Sko bliver koncerten også et gensyn med gamle stier.

Han boede således i en årrække i den gamle præstegård i Mygind og var ungdomstræner i IF Ådalen Fodbold.