Zar Paulo om stjernestatus: »Vi dør, hver gang vi står på scenen«

Aarhus Onsdag møder forsanger Emil Vammen og guitaristen Johan Horsmans fra Zar Paulo på en betongrå regnvejrsdag i et stille hjørne på Godsbanen.

Vi mødes netop nu, fordi det roste og prisvindende band i næste weekend afslutter en tour på 23 koncerter. Det sker med to koncerter hjemme i Aarhus, hvor de spiller på et udsolgt Train 2. december og giver ekstra koncert. 28. december. Noget, de glæder sig helt vildt til.

Lige her og nu er denne søvnige mandag en slags dagen derpå. For lørdag aften var Zar Paulo på scenen i Platform K i Horsens, og salen kogte.

»Vi ramte en magisk følelse. Det hele gik op i en højere enhed,« siger Johan Horsmans.

Zar Paulo har spillet mange koncerter og var også på tour sidste efterår. Det nye er, at de i april udgav deres første og meget roste album, Elendig Software, som publikum kender og kan synge med på.

»Det føles, som om vi har spillet med krykker, og nu er vi uden. Pludselig er der væsentlig flere publikummer, og folk kan synge med,« forsætter guitaristen.

»Horsens var vild. Vi gør en dyd ud af at skabe en oplevelse, der passer til det rum, vi er i. Det er ikke bare bedst at spille for 20.000 mennesker på NorthSide eller Roskilde,« forklarer Emil Vammen, der som altid er ulasteligt klædt i habit, skjorte og slips.

For som han forklarer, kan han godt lide at klæde sig på til arbejdet, og da han ikke har et kontor, må han have kontoret på.

De to bedste venner og bandkolleger drikker begge flat white, der er deres fælles foretrukne kaffe.

Vi vil altid være på vej

Siden Elendig Software kom på gaden i april er Zar Paulo udråbt til at være et af Danmarks bedste livebands, der går sejrsgang i branchen.

»Vi er ikke i gang med en sejrsgang, vi knokler stadig lige så hårdt som før. Vi tager ikke for givet, at det hele går godt herfra, fordi folk kan synge med på sangene,« forklarer Johan Horsmans deres helt rolige tilgang til succesen.

De fem medlemmer af Zar Paulo er alle aarhusianere. De fire har fulgtes ad, siden de mødtes på Mellerup Efterskole. Femkløveret blev fuldendt i gymnasiet, og et band var født. Det er 10 år siden.

»Vi er et band, der blev stiftet, fordi vi ville udgive en plade. De ti år er brugt på at nå det en dag ad gangen, og det er noget helt særligt. Vi vendte hver eneste sten, var nede i hvert et hjørne og skruede på alt. Alligevel endte resultatet med at overraske os, fordi det er vokset ud over os,« siger Emil Vammen.

»Det er vokset i takt med, at vi har været ude at spille, og det er blevet endnu vildere. Publikum gør det til noget mere. Ambitionen var ikke bare at udgive for at udgive. Man skal vente med at udgive, til der er noget, man ikke kan lade være med at udgive,« supplerer Johan Horsmans.

De er enige om, at de gode anmeldelser er en lettelse. Det har bekræftet bandet i, at det rent faktisk har gang i noget godt

»Det viser, at vi fem ikke bare har fundet på, at det her kan noget. Det er sandt, at så længe du selv elsker det, du laver, kan intet røre det. Men man kan ikke vurdere noget som helst uden andre menneskers spejling. Først dér ved man, hvad man selv synes,« forklarer Emil Vammen det vigtige i at få gode anmeldelser, selv om Zar Paulo står selv.

Fem neurotiske mennesker med langt til pensionen

»Vi er fem ret neurotiske mennesker, der overtænker ting. Men vi har øvet os i at tage de gode anmeldelser og prisen ind og være glade. Vi skal huske at give os selv et kram,« siger Emil Vammen på vegne af Martin Kleberg, Tobias Schou og Anton Breinbjerg. Johan Horsmans nikker.

På spørgsmålet, om de da aldrig har været i tvivl og ved at give op, forklarer den karismatiske forsanger, at de ikke kunne forestille sig, hvordan vejen hertil ville være.

At de kom til at lave musik i mange år, uden at der var penge i det, men masser modgang. At ingen gad at se deres shows, at ingen ville indspille deres musik, og at forældrene ville undre sig. Men de fem venner havde ikke en forestilling om specifikke shows på bestemte spillesteder eller et album til seks stjerner. Og de har stadig ikke et bestemt mål.

»Vi er i det her band, fordi vi har en vished om, at vi fem kan lave noget særligt sammen, som ingen andre kan. Det tænder os for sindssygt, og det giver mening. Det bliver lige så nødvendigt som at trække vejret. Og der kan nedture ikke stoppe dig. For det handler ikke om, om du spiller koncert eller ej, får gode anmeldelser eller ej. Det handler om at gøre det, man synes er meningsfuldt,« siger Emil Vammen meget overbevisende.

»Vores første album er kun et skridt på vejen. Det er en enkelt plade, og der er langt til pensionen. Vi har masser af ting, vi skal nå. Denne her er et komma i en lang fortælling,« supplerer Johan Horsmans.

De to er enige om, at bandet er godt begyndt, men at de stadig har er lang vej at gå.

»Vi kommer ikke bare ind i Nirvana, når vi har præsteret at udgive et godt album. Vi bliver aldrig fuldendte. Den enkelte plade er som et spil bordfodbold, og når det er slut, er der en, der siger, skal vi ikke lige tage et til?« siger Emil Vammen.

Vi dør hver gang

Det næste spil bordfodbold er allerede i gang, men går for alvor først løs efter tourens afslutning på Train, der er en af Zar Paulos yndlingsscener.

»Vi glæder os fuldstændig absurd meget til at få lov til at spille på hjemmebane. Det er en helt særlig oplevelse at spille på Train, ved vi fra tidligere, så folk kan også bare glæde sig. Vi dør, hver gang vi står på scenen, og går ned med skibet,« ler han af sit sprogbillede om livet som performer.

Emil Vammen oplever Train som et science fiction-agtigt rum med lysstriber på gulvet. Han har taget et foto af loftet, der var med på bandets moodboard som inspiration til ”Elendig Software”.

I næste weekend giver Zar Paulo den fuld gas på Train. Derefter synker de ind i hulen og holder øjnene på byttet og ikke på horisonten, som de siger.

Ingen ved, hvor det fører dem hen.

»Lige nu er næste album mavefornemmelser. Det udvikler sig og vokser,« siger de om bandets næste nye værk. Sikkert er det dog, at Train bliver en fest.