Fortsæt til indhold

Musikguide: Larmende punk-rock og klassisk klavermusik fylder byens scener

Ugen byder på noget for enhver smag, om man er til nostalgisk popmusik, hård rock eller følelsesladet elektro-musik, byder Aarhus' mange scener indenfor.

Musik

En helt almindelig uge i Aarhus er sprængfyldt med musiske indslag fra alverdens af genre. Aarhus Onsdag har sammensat en blandet buket af nogle af de arrangementer, der præger byens lyd i den kommende uge.

De vilde rock-fyrer er klar til at indtage dansegulvet på Head Quarters. Pressefoto

Vild aften og hård musik

Head Quarters har slået sig sammen med rock-arrangørerne Hul for at sætte gang i en larmende aften med nogle hårdtslående rock-navne.

Noise, punk og post-moderne rockmusik er nogle af de genre, som de to bands ’Writhe’ og ’Machete’ arbejder med, og de er fuldt ud klar til at sætte gang i dansegulvet på Headquarters 8. december.

’Writhe’ var nomineret til to Gaffapriser, både ”Årets nye danske navn” og ”Årets danske rock-udgivelse”. Samme aften kan man opleve det spritnye Aarhus punk-band ’Machete’, der spiller hurtig hårdtslående musik.

Koncerten starter fredag aften klokken 20.00, men dørene åbner allerede klokken 19.00.

Det kan være svært at sidde stille, når Alsace-drengene spiller deres hits. Pressefoto

Et glas vin med højtflyvende pop

Popbandet ’Alsace’ flyver indover den aarhusianske musikscene med deres nye album ”Concorde”.

Den intime scene på Vin Danmark lægger brædder til pop-duoen, der med deres 80’er-, 90’er-beats kommer til at sætte gang i gæsternes dansefødder.

Musikken har duoen indspillet på »gammelt grej«, hvilket giver den en autentisk og nostalisk klang. Inspirationen til musikken har bandet hevet frem fa 70’erne og indtil slut 90’erne. Musikken føles genkendelig, selvom det er første gang, man hører dem.

Koncerten starter lørdag 9. december klokken 20.00, vinbaren åbner dog allerede dørene en time tidligere.

Aarhusianske Kid Empera præsenterer aarhusianerne for følelsesladet elektro-musik. Pressefoto

Følelses-elektro

Hvis man ønsker sig en tur igennem den elektroniske musiks følsomme side, melder Turkis ind med en aften, de kalder ’Electric Expression’. Her viser tre kunstnere, at elektroniske beats kan fremkalde andre følelser, end ukontrolleret dans.

Aarhusianske ’Kid Empera’ lægger ud med, hvad arrangørerne beskriver som »trist-boy energi« og dybtfølte hooks.

Næste kunstner til at indtage scenen er ****&c. som spiller følsom, tempofyldt musik fyldt med trommer. Musikken er en blanding af IDM fra start 00’erne og syntetisk lydbehandling.

Hyca byder på musik med rødder i den latinamerikanske scene. Med ny lyddesign ønsker Hyca at vise den mørke side af latinamerikansk musik frem.

Lørdag 9. december starter festen på Turkis klokken 19.00.

Tv-værts duoen er klar til at bringe hyggelig fællessang til Aarhus. Pressefoto

Fællessang og julemusik

Hele Danmarks aarhusianske tv-darling Katrine Muff inviterer sammen med Johannes Langkilde til en helt særlig koncertoplevelse.

Julen bliver omdrejningspunktet, når de i Sankt Lukas Kirken præsenterer aarhusianerne for nogle af deres personlige favorit julesange og nogle mere klassiske fra både ind- og udland.

’Fællessang’-duoen kan 10. december opleves live i kirkens lokaler.

Katrine Muff vil i løbet af aftenen præsenterer gæsterne for sangenes betydning, og hvorfor musikken bliver et unikt samlingspunkt for mennesker.

Musikken starter søndag klokken 15.00.

Det litauske klaver-geni har optrådt i både danske og svenske radio- og tvprogrammer. Pressefoto

Musikhusets klassiske aften

Som seksårig startede Vitalija Gurviciute sine klaverstudier i Litauen. Siden da er hendes karriere skudt afsted. Klaveret har ført hende igennem flere facetter af musikverdenen, hvor hun blandt andet har været dommer for konkurrencer, talent-udvikler og optrådt på tv ad flere omgange.

Det Jyske Musikkonservatorium er en del af planlægningen af koncerten, som foregår i Musikhuset. Vitalija spiller klassisk musik, og denne aftenen spiller hun sammen med den spansk/rumænske violinist Christian Chivu.

Siden 2019 har han været koncertmester for Aarhus Symfoniorkester. Sammen fylder de søndag 10. december Musikhusets lokale med klassiske noter. Koncerten starter klokken 19.30.