Lene Thaarsti Pedersen fra Rugvænget 27 i Mejlby ved Spentrup blev den heldige kartoffel, som vandt konkurrencen med det populære tema.Det skete, da Randers Sport i sit katalog kørte en Hummel-konkurrence, hvor man skulle tage et billede af en Hummel-sko og sende det til det danske mærkevarefabrikat Hummel. Gevinst: Tøm din lokale sportsbutik for Hummel-produkter – på ét minut.Lene mødte efter aftale tidligt ind i Randers Sport, hvor hun aftalte spillereglerne. Alt det, hun kunne få fat i, skulle hun lægge på en nøje udvalgt disk. Og når minuttet var gået, var alt på disken hendes. Uden beregning.Mejlby-raketten havde stukket kursen ud hjemmefra. Målet var børnetøj og kun børnetøj. Lige fra kortærmede t-shirts til bukser og regntøj. Alt sammen i sidste skrig.Under kyndig og venlig instruktion og hjælp fra butikkens Bent Josephsen, fik Lene lov at orientere sig om, hvor de forskellige ønsker hang.Og da startskuddet lød, fes Lene rundt som en – undskyld udtrykket – skoldet skid og rev til sig. Sidste nye modeller i sidste nye farver.Da hun var færdig, kunne hun og personalet knapt kikke over disken.Føler man sig flov, ville Din Avis vide?”Nej, overhovedet ikke. Det er jo det, det handler om,” sagde Lene, som måtte vente en del med at komme hjem og dele ud til tre-og-et halvt årige Benjamin og tvillingerne Frederikke og Mathilde på ét.Randers Sport-personalet skulle nemlig først ”bøjle af”, fjerne tyverisikringer og scanne stregkoder.Summasummarum: Lene havde ribbet hylder vægge og stativer for små 50.000 kroner.Den heldige kartoffel fik hjælp til at fylde gevinsten i bagagerummet efter at hun havde bakket til bag butikken. Og så gik turen hjem til Mejlby. Vi gætter på, at hun grinede hele vejen hjem…