Randers FC kunne – efter sejr i den udsatte kamp mod Vestsjælland – med endnu en sejr på udebane over AB tage yderligere afstand til forfølgerfeltet, og arbejdet blev da også gjort færdigt, selvom hjemmeholdet hentede ind på Randers FC, der ellers var foran 3-0 på scoringer af Tidiane Sane, Frank Kristensen og Lasse Rise.Stadionuret nærmede sig efterhånden kampens sidste kvarter, og den randrusianske føring virkede urokkelig og sikker, men så begyndte oprykningskandidaterne at sjuske. Først fumlede målmand David Ousted ved et hjørnesparksindlæg, som blev tabt for fødderne af Rasmus Thelander, der reducerede til 1-3, og to minutter før tid fik hjemmeholdet så et spinkelt håb forærende, da Randers´ forsvarskæde tog sig en blunder og lod Azad Corlu smutte igennem og score til 2-3.Afslutningen på kampen blev derfor unødigt hektisk og spændende, men selv om hjemmeholdet pressede på, fik Randers lukket af, og AB’erne kom ikke frem til flere chancer i dommerens fire overtidsminutter.Randers FC´s træner Michael Hemmingsen kunne glæde sig over 75 minutters total randrusiansk dominans, hvor holdet skabte chance på chance og sagtens kunne have gået til pause med en føring på mindst tre mål.Hemmingsen måtte dog nøjes med Tidiane Sanes enlige scoring før pausen, men heldigvis fortsatte Randers det målsøgende spil efter sidebyttet, hvilket kastede en scoring af sig til både Frank Kristensen og Lasse Rise.Ser man bort fra kampens sidste ti minutter, var indsatsen i Gladsaxe nok den bedste, Randers FC har præsteret i dette efterår – og selv om AB altså i slutfasen kom tilbage i kampen om pointene, så rokker det ikke ved, at Randers FC i langt det meste af kampen var overlegne i alle spillets facetter og, at de tre point var mere end fuldt fortjent.Randers FC kan nu se frem mod årets sidste hjemmekamp på søndag mod Roskilde, inden året sluttes af med to udekampe mod henholdsvis Skive og Vejle/Kolding.