Der skal formentlig nu ske noget drastisk med de trafikale forhold på Molsvej i Femmøller. For godt en måned siden omkom en 33-årig mand, der var ude at cykle, da han blev ramt af en bilist. I lørdags skete der så en ny ulykke på nøjagtig samme sted, og igen blev en cyklist ramt af en bil.Ulykken skete ved 9-tiden om formiddagen, da en 48-årig mand fra Randers kørte ad Molsvej mod nord og skulle lave et blødt venstresving ad Molsbjergvej. Herunder ramte han en 40-årig mandlig cyklist fra Aarhus, der kørte ad Molsvej mod syd. Cyklisten fik brud på ryggen og brækkede fire ribben. Vedkommende havde hjelm på og ramte med hovedet direkte i asfalten, oplyser politiet.