Allerede inden sommerferien for alvor er kommet i gang, har Djurs Sommerland sat besøgsrekord. I maj og juni har 210.000 gæster været en tur i parken og det er en stigning på næsten 20 procent i forhold til samme periode sidste år, oplyser Djurs Sommerland. – Der er ingen tvivl om, at nyheden Juvelen, appellerer bredt til både små og store i familien, fortæller direktør i Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen. Ud over en vækst i besøgstal har Djurs Sommerland aldrig før oplevet så stor en interesse for at købe sæsonkort til parken. Samlet set er der solgt næsten 50.000 sæsonkort til og med den 30. juni. Det er en stigning på godt 20 procent i forhold til samme tidspunkt i rekordåret 2011. Det var Djurs Sommerlands hidtil bedste sæson med 662.000 gæster.