Det er den kendte fotograf Johannes Sylvestersens samling af historiske fotos (taget 1943 til omkring 1980) fra Randers, der er blevet digitaliseret og registreret, så det fremover bliver meget lettere at finde rundt i de gamle fotos, både for arkivets personale og for de mange besøgende på arkivet.Intet er nemlig så populært blandt indfødte randrusianere som gamle fotografier med lokale motiver fra byen, så takket være det store – og spændende – arbejde med hele 150.000 negativer, får borgerne nu lettere adgang til billeder fra det gamle Randers.Endnu er det ikke muligt for Randers-borgere at se billederne fra deres egen computer hjemme i stuerne, men arkivets medarbejdere forsøger at vise billederne i så mange sammenhænge som muligt for eksempel i særudstillinger, ved specialarrangementer, på hjemmeside med videre, og det er i arkivets åbningstid altid muligt at efterspørge bestemte motiver.Hver enkelt negativ har været i hænderne på en af arkivets medarbejdere og er nu pakket ned i syrefri æsker, så alt det originale materiale ligger bevaret til eftertiden på den bedst tænkelige måde.Ud af den store samling er omkring 27.000 negativer registreret i arkivets registreringssystem.