En bygning på Kirkevej 8 i Hadsten, der brændte i august 2013, bliver nu revet helt ned. Det har Økonomiudvalget i Favrskov Kommune besluttet. Bygningen var hjemsted for Hadsten Skovbørnehave og fritids- og ungdomsklubben under Hadsten Fritidscenter. Efter branden blev fritids- og ungdomsskolen genhuset i en pavillon ved Idræts- og kulturhuset Sløjfen, mens skovbørnehaven er midlertidigt genhuset i en pavillon ved Bavnehøjskolen. Forhandlingerne mellem Favrskov Kommune og forsikringsselskabet er afsluttet, og i forlængelse heraf er det besluttet, at hele bygningen på Kirkevej 8 skal rives ned.