Det lokale folketingsmedlem, Michael Aastrup Jensen, er i dag blevet valgt til posten som Venstres udenrigspolitiske ordfører samt udviklingsordfører. Det skete i forbindelse med konstitueringen i Venstres folketingsgruppe efter det netop afholdte folketingsvalg. Med udnævnelsen bliver Michael Aastrup Jensen samtidig medlem af Udenrigspolitisk nævn. Det er Folketingets ældste udvalg og har derfor en særlig status på Christiansborg, hvor det fortrinsvis er partiledere som er medlem.