Det er ikke normalt, at man med en by af Randers´ størrelse vil kunne forudse lægemangel. Men det er ikke desto mindre, hvad der kan ske her i byen, hvis ikke der gøres en indsats for at komme det i forkøbet
 
Det er første gang, at man ser, at der kan opstå et problem med lægemangel i en af de større byer i Region Midt.
“Det er normalt ikke udfordringer i de større byer, det hører yderområderne til ude på vestkysten og Norddjursland, men slet ikke med en by af Randers´ størrelse, så vi arbejder på, hvor der skal sættes ind for at forhindre det”, siger kontorchef fra Region Midt, Lasse Guldbrandsen.
“Et af problemerne kan være, at det er sværere at afhænde en solopraksis, end hvis der var flere læger samlet på et sted. Og det er det, der er kendetegnet for Randers”, siger han.
Hos PLO, som også var med til det møde, der blev holdt sidst i juni, ser man også problemet men tager udfordringen op sammen med blandt andet Randers Kommune og lægerne i Randers.
Formand for Kommuneudvalget og medlem af rekrutteringsudvalget i Region Midt, praktiserende læge Birgitte Borup, mener, at der skal sættes ind nu, for at forebygge at problemet med lægemangel kan opstå.
“Vi skal se på, hvordan vi kan få tiltrukket yngre læger til Randers og fastholde de, der allerede er i byen. Men jeg synes, det er utroligt, at der kan opstå lægemangel i Randers, når byen ligger så tæt på Århus, hvor lægerne vil kunne have et netværk. Men på landsplan er der en generel mangel på læger, så det er desværre et problem mange steder”, siger hun.
I Randers forsøger man at være på forkant med problemet. Formanden for lægerne i Randers, Bruno Madsen, praktiserende læge i Vorup Lægehus mener, at et dårligt ry måske kan være en af årsagerne.
“Det var noget, vi snakkede om på mødet, at man måske tror, at man skal op til tæsk og sådan noget omgivet af en masse rockere. På den måde kan Randers blive talt ned. I modsætning til for eksempel Skanderborg, som jeg oplever bliver talt meget op blandt de yngre læger – det er mere hipt, at sige at man flytter til Skanderborg end at sige, at man vælger at flytte til Randers”, siger Bruno Madsen.
Hos Foreningen af Yngre Læger findes der ingen undersøgelse af, om Randers har et dårligt ry, så det kan de hverken af- eller bekræfte.
 
På forkant
Bruno Madsen mener, at det er godt at være læge i Randers. Generelt er der et rigtig godt klima. De samarbejder blandt andet med vagter, hvis en klinik har lukket.
“Vi har et godt klima, en god lægeforening og støtter op om hinanden. Og så har vi et godt samarbejde med sygehuset, en ting der er helt anderledes i Århus. At det er godt at være læge i Randers, burde alene gøre det attraktivt at starte praksis her”, siger han.
Han ved dog også godt, at tiden er en anden nu for hele lægestanden. Det er andre personer, der vælger at læse til læge i dag. Det er kvinder med mindre børn, eller kvinder i den fødedygtige alder. De er ikke hovedforsørger i familien, og kan derfor vælge at fokusere mere på ordentlige arbejdsforhold, hvor de ikke behøver at lægge under for det stigende pres, der er på sundhedsvæsenet. Og så har de som regel en mand at tage hensyn til, og det kan derfor være svært at flytte efter et job. Derfor er det mere attraktivt at sidde sammen med andre læger, så man for eksempel kan tage barnets første sygedag.
Derfor skal der kigges på, om ikke der kan laves praksisser, hvor flere læger går sammen, så det bliver mere fleksibelt, mener Birgitte Borup, formand for Kommuneudvalget og medlem af rekrutteringsudvalget i Region Midt.
Kommunen ser på problemet
Hos Randers kommune er man villige til at gå ind i en dialog for at løse problemet. Her er man villige til at stille andre rammer op for at lave større praksisser, som vil kunne tiltrække yngre læger – og specielt kvindelige læger, som der bliver flere og flere af. Og man har også allerede taget kontakt til de lægestuderende på Universiteterne.
Sundhedsdirektør i kommunen Erik Mouritsen siger:
“Vi skal have fortalt de unge studerende, at Randers er en spændende by at arbejde i.  Byen har et ry som vi skal have gjort noget ved.  Vi, i kommunen, vil gerne være behjælpelig med at se, hvordan problemet løses. Derfor har vi også holdt adskillige møder med lægerne om løsningsmodeller, sidste gang for to uger siden”, siger han.
I Randers er der allerede nu ledige ydernumre og kommunen kigger derfor på, hvordan man kan hjælpe med at skabe flere større praksisser, så lægerne får kollegaer  i stedet for at de sidder alene på en klinik.
Til efteråret bliver der indkaldt til et møde i Randers, arrangeret af regionen, kommunen og Lægeforeningen, hvor man vil inviterer de lægestuderende blandt andet fra Århus.
“Så må vi se, om der møder nogen op, som vil kigge på at overtage praksis i Randers”, siger formand for Lægeforeningen i Randers, Bruno Madsen.