I denne uge (uge 43) har størstedelen af landets politikredse et intensiveret fokus på hastighedsovertrædelser. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Fart kan være årsag til, at en ulykke sker, og fart kan også være årsagen til, at ulykken bliver fatal for de involverede. Jo højere farten er, når ulykken sker, desto alvorligere bliver konsekvensen af ulykken. Hvert år mister cirka 70 mennesker livet i en trafikulykke, hvor hastigheden er for høj i forhold til det tilladte eller forholdene. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

»Hvert år bliver politiet kaldt ud til mange trafikulykker, der kunne været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken,« siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation i pressemeddelelsen.

For høj fart kan være, hvis man kører hurtigere end den tilladte hastighedsgrænse, eller hvis man kører hurtigere end forholdene tillader. Det er for eksempel gældende, hvis der er nedsat sigtbarhed ved tåge, regn eller sne, eller hvis vejen er glat, der er tæt trafik og så videre.