Socialudvalget godkendte på sit møde onsdag aften en ny politik for aktivt medborgerskab. Det betyder, at borgerne skal inddrages mere og have indflydelse på løsninger, der påvirker deres og andres hverdag. Det kan eksempelvis være gennem frivilligt arbejde støttet med de såkaldte §18-midler. På mødet onsdag aften uddelte socialudvalget derfor også støtte til omkring 100 sociale foreninger for godt 1,4 millioner kroner
 
Blandt de støttede ansøgere er en lokal forældregruppe med ADD/ADHD-børn. Gruppen støtter og hjælper forældrene samtidig med at de laver sociale aktiviteter for børnene. Det kan nemlig være svært at blive accepteret både som forældre og barn, hvis familien er udfordret af den psykiske lidelse ADD/ADHD. Det erfarer Britt Mortensen, der har en søn med netop ADHD. Derfor er hun aktiv i en gruppe sammen med 20-25 andre forældre, hvis børn har samme lidelse.
”Mange ADD/ADHD-ramte familier fravælger et socialt liv med andre i selskab med deres børn, fordi de oplever en manglende forståelse,” forklarer Britt Mortensen.
Hun og andre med den psykiske lidelse i familien oplever, hvordan folk kan blive skræmt af et hyperaktivt barn med ADD/ADHD. For at bringe det sociale liv tilbage til familierne arrangerer forældregruppen derfor forskellige aktiviteter og eksklusioner. Det kan for eksempel være en tur til klatreparken i Fladbro eller en tur med skinnecykel på Djursland.
”Børnene møder ligesindede og finder dermed ud af, at de ikke er alene om at have det, som de har det. Og forældrene slapper mere af, da de ikke skal være nervøse for, hvad de andre forældre tænker om dem og deres barn,” fortæller Britt Mortensen.
 
På næste byrådsmøde
Forældregruppen modtager nu 18.000 kroner i støtte fra Randers Kommune og blev støttet med et lignende beløb sidste år. Penge gør det muligt for forældregruppen at arrangere nye og spændende aktiviteter for børnene og deres familier.
Udover de sociale aktiviteter mødes forældregruppen en gang om måneden, hvor de har mulighed for at udveksle erfaringer og støtte hinanden. Sommetider får gruppen besøg af relevante gæster som for eksempel en socialrådgiver eller en psykolog, der kan være med til at rådgive familierne.
”Sociale foreninger som Forældregruppen ADHD/ADD børn i Randers og omegn gør en stor forskel i hverdagen. I Randers ønsker vi at støtte frivillighed. Det handler blandt andet om at gøre borgerne i stand til at hjælpe hinanden og engagere sig i samfundet på deres egne præmisser,” forklarer formanden for socialudvalget Louise Høeg.
Hun forventer, at det i fremtiden bliver lettere som randrusianere at gøre en frivillig indsats gennem et aktivt medborgerskab.
”Det skal den nye politik gerne sikre sammen med oprettelsen af det nye medborgerskabsråd,” siger Louise Høeg.
Politik om aktivt medborgerskab skal behandles på næste byrådsmøde, før den er endelig vedtaget.