To mænd på henholdsvis 42 og 35 år, begge fra Randers, blev i går varetægtsfængslet til 4. maj, sigtet for groft hæleri. Ifølge sigtelsen har de to solgt hælervarer for et millionbeløb. De blev anholdt onsdag formiddag i en større planlagt aktion i Randers, hvor der i alt blev anholdt syv personer. De fem øvrige anholdte er stadig sigtet for groft hæleri, men er løsladt efter afhøring. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor er politiet tilbageholdende med oplysninger i sagen.