Retten i Randers behandlede sidste år lidt færre sager end året før. Det fremgår af årsberetningen fra retten, der behandler sager fra Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov Kommuner. I 2015 sluttede retten 24.155 vægtede sager. Til sammenligning var tallet for 2014 på 24.921 vægtede sager. Rettens produktivitet faldt også en smule, men er en del over gennemsnittet for byretterne. Desuden er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldet. Retten havde den næsthøjeste produktivitet blandt kontorpersonalet og var ifølge beretningen embedet med den mest produktive fogedret.