Den ene sæson er knap færdig, før den næste er i gang.
Et stort antal glade spillere, forældre, trænere og ledere var mødt op ved Randers Freja Håndbolds afslutningsfest i Arena Randers for at sige tak for sæson 2015-16.
Trænere og ledere fra Randers Freja Håndbold havde ved festen lejlighed til at fortælle lidt om sæsonen på de enkelte hold, om små sjove episoder og udnævne årets fighter, kammerat, spiller eller lignende på hvert enkelt hold.
Spillerne fik for deres vedkommende lejlighed til at sige tak til de trænere og ledere, der har været tilknyttet det enkelte hold og brugt mange timer i hallen hver uge.
Det har været en sæson med masser af gode resultater i ungdomsrækkerne fra U6/8-mix til U16-drenge, og der er spillet i alt fra D- til AA-række, hvilket viser, at klubben har et tilbud til alle spillere.
For første gang i mange år er der også seniorbold i Randers Freja. Klubben startede et damesenior-hold i august, og allerede til jul var den første oprykning klaret, og et hold mere var kommet til.
”Det er positivt, at det igen er lykkedes at få senior-damer i klubben. Nu mangler Freja så lige mændene….”
Lyder det fra Ulla Lundgard fra håndboldbestyrelsen.…..
Med de nye årgangsgrupper i år bliver der hold i to grupper, som Freja ikke havde sidste år – nemlig U16-piger og U18-drenge. Med hold i disse to grupper vil der være hold fra U6/8-mix til senior for pigernes vedkommende og til U18 for drengenes vedkommende.
Træningstiderne kan ses på klubbens hjemme- eller facebookside.
 
Klubtur i august
Igen i år skal Freja Håndbold på en fælles tur i august.
Lederne har fundet et rigtig godt sted ved Grenå, hvor man kan lave mange forskellige aktiviteter, hvor spillerne er blandet på kryds og tværs.
Der kan spilles beachhåndbold, og der kan hygges om aftenen med bål og bl..  skumfiduser.
”Med andre ord en rigtig god måde at komme i gang efter sommerferien med fokus på, at klubbens medlemmer kender hinanden på tværs af holdene. Senere kommer der stævneture både for det enkelte hold, men også ture, hvor vi tager afsted som klub,” siger Ulla Lundgaard, der også tilbyder beachhåndbold på Tronholm.
”Vore beach-men, Jan Hansen og Kristoffer Buch, er tovholdere på beach-træning for alle interesserede i løbet af sommeren. Det er en rigtig god måde både at blive bedre til beach-håndbolden, få noget konditionstræning og en rigtig god måde at være sammen med spillere fra de andre årgange,” mener Ulla Lundgaard.