Efter et årelangt samarbejde om forskellige projekter, har Randers FC og Randers Kommune nu fået papir på hinanden. De to parter har netop underskrevet en aftale, der skal sikre, at samskabelsen mellem dem bliver udbygget og, at de formelle rammer for samarbejdet er på plads
 
”Vi har i en del år efterhånden haft et utroligt godt samarbejde med Randers FC og de projekter, vi har sat i gang i fællesskab bidrager til, at flere borgere i Randers kan klare sig bedre og har det godt. Samarbejdet er helt i tråd med vores fokus i Randers Kommune på at styrke det aktive medborgerskab og samskabelse, og jeg er derfor glad for, at vi med partnerskabsaftalen nu får sat samarbejdet i nogle formelle rammer, der betyder, at vi kan udbygge det yderligere,” siger Claus Omann Jensen, der er borgmester i Randers Kommune.
Aftalen blev underskrevet onsdag af direktør i Randers FC Michael Gravgaard og borgmester i Randers Kommune Claus Omann Jensen.
 
Fodboldklub tager stort socialt ansvar
Randers FC har gennem en årrække taget et socialt ansvar og været en tæt samarbejdspartner for Randers Kommune i forskellige projekter primært for børn og unge. Lige nu cykler 14 unge ledige fx sydpå med kurs imod Alpe d’Huez, som en del af Jobtour, der har til mål at hjælpe og motivere deltagerne til at komme i uddannelse eller arbejde. Et andet eksempel er Projekt Fritidsjob, hvor børn og unge i alderen 14-17 år gennem Randers FC’s sponsornetværk får mulighed for at få et fritidsjob og dermed forståelse for og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det var også et fælles projekt at etablere Tøjhushavens multibane, der blev taget i brug i foråret, ligesom Randers FC og Randers Kommune snart vil arbejde tæt sammen om et sundhedsprojekt for folkeskoleelever i 8. klasse.
”Partnerskabsaftalen med Randers kommune passer i forvejen perfekt ind i de tanker, Randers FC har på det sociale område. Med partnerskabsaftalen forventer vi derfor at kunne fokusere endnu mere på ungdommens interesse for idræt og sund kost. Vi ønsker også at gøre så meget som muligt for de af kommunens unge indbyggere, der har behov for at få en endnu tættere tilknytning til uddannelses- og arbejdsmarkedet, og her har vi jo i forvejen vores datterselskab Randers FC Jobakademi,” siger Michael Gravgaard, der er direktør i Randers FC.
Aftalen mellem Randers FC og Randers Kommune løber frem til 2018, hvorefter parterne skal evaluere aftalen og tage stilling til det videre samarbejde.