Alle kan cykle med i Randers 26.-29. juli

 

Børn, voksne og seniorer kan alle cykle med på de fire etaper, som Randers Bike Week, der afvikles i dagene torsdag til søndag 26. til 29. juli, består af.

Løbet i Randers er et af de få etapeløb, som alle licenshavende cykelryttere kan deltage i. Derfor stiller ikke kun professionelle hold op ved startlinjen.

Rytterne fordeler sig på 15 klasser, som kører på forskellige tidspunkter af dagen. På den måde sikrer arrangørerne sig, at rytterne cykler mod andre på samme niveau. Cykelløbets inddeling i klasser og forskelligartede ruter tiltrækker en bred palet af cykelentusiaster.

”Det er Danmarks eneste etapeløb, hvor der er felter for unge såvel som voksne. Desuden har Randers Bike Week en klasse for eliten, hvor vi også ser international deltagelse,” fortæller arrangør Bjarne Olsen.

Sidste år tiltrak Randers Bike Week 360 ryttere. Blandt de deltagende hold til årets løb er tre professionelle kontinental-cykelhold.

 

Fra brosten til bakker

Randers Bike Week starter i Aars, hvor brostenene giver den første autentiske cykeloplevelse for børn såvel som voksne og seniorer. Derefter vil løbet bevæge sig videre til Randers kommune, hvor Fussingø danner rammerne om løbets bjergetape. De sidste to dage byder på landevejsløb og kriterium ved Sønder Borup.

”Vore ruter er meget forskellige, hvilket er noget, rytterne sætter pris på,” fortæller Bjarne Olsen og uddyber:

”Derudover forsøger vi at gøre løbet attraktivt ved i ægte Tour de France-stil at uddele en gul førertrøje og en prikket bjergtrøje. Dagene bliver ligeledes afsluttet med kåringer på podie.”

Alle ruterne er opbygget således, at rytterne skal køre runder fremfor at cykle på et stort geografisk område. Det er også en faktor, som har tiltrukket mange tilskuere ude på ruterne, da det er nemmere for dem at følge med i den type cykelløb.

Det er muligt at tilmelde sig løbet indtil den 19. juli 2018.