På bare ti måneder har Møbelcirklen, der er kommunens genbrugsindsats, hevet en besparelse hjem på intet mindre end 1,4 millioner kroner. Det er penge kommunen investerer i at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job. En kæmpe succes, siger projektleder Mark Sabro Gregersen.

Pia Asvig Iversen

Kommunens interne genbrugsbutik hedder Møbelcirklen, og genbrugsinitiativet er den første af sin slags i Danmark i kommunalt regi. Og at besparelsen allerede nu er så stor som 1,4 millioner kroner, det overrasker projektlederen – dog mest positivt:

”Det fortæller mig, at der er blevet brugt alt for mange penge på noget, der egentlig godt kunne genbruges. Og så er jeg glad for at vi er kommet så godt i gang og de andre kommunale institutioner også synes, det er så god en idé, at de vil handle med os,” siger han.

Gamle paller og vaske bliver snart til et mudderkøkken i Kristrup, fortæller projektleder i Møbelcirklen Mark Sabro Gregersen. Foto: Pia Asvig Iversen.

Formålet med Møbelcirklen er at få kommunale institutioner til at overveje, om de kan indkøbe brugt inventar. En stol kan godt bruges igen, hvis man blot ser bort fra farven.

For sidder man lige så godt i en blå stol som i en rød?  Jo det gør man faktisk, mener Mark Sabro Gregersen.

Han viser nogle stole frem, der har set bedre dage.

”Vi skal måske tilbage til at lappe ting igen. Ligesom førhen hvor alle børn jo gik med lapper på bukserne. Det ser du jo næsten ikke mere, men det er blevet trendy at genbruge og sammensætte tekstil og stoffer på en ny måde”, siger Mark, der selv går i hullede bukser som et statement til hele miljø- og klimaspørgsmålet.

Mark Sabro Gregersen har en fortid som iværksætter i forskellige virksomheder. Han har blandt andet været en del af kontorfællesskabet WorkIn i Paderup. Og så har han har haft sin egen dronevirksomhed. Det han kan lide, er konceptualisering. Men han manglede det menneskelige aspekt i sine tidligere jobs.

”Så da denne mulighed bød sig slog jeg til. Jeg er virkelig taknemmelig for, jeg fik denne mulighed for at gøre noget for miljøet og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet,” fortæller han.

Gamle bulede PH lamper kan altså sagtens lyse, så de skal lige shines op, fortæller projektlederen. Foto: Pia Asvig Iversen.

Mere end møbler

Møbelcirklens medarbejdere består fortrinsvist af ansatte med skånebehov – og arbejdspladsen har allerede fungeret som springbræt til arbejdsmarkedet for to tidligere medarbejdere.

Projektet har fået bevågenhed fra flere andre kommuner, universiteter, private møbelproducenter og Miljøministeriet, som har fremhævet projektet i sin nye udgivelse om grønne offentlige myndigheder, som skal inspirere til mere cirkulation og genanvendelse.

“Møbelcirkel Randers arbejder både for den sociale, økonomiske og miljømæssige gevinst. Herudover er det en arbejdsplads, der klæder mennesker på kanten af arbejdsmarkedet på med kompetencer indenfor bæredygtighed, grøn omstilling og cirkulærøkonomisk forretning. Målet er at skabe jobmulighed for 12-15 personer flere i 2022,” fortæller Tine Arensbach, der er ledelsesansvarlig for initiativet.

Og derfor står andre kommuner også i kø, for at kopiere initiativet, fortæller Tine Arensbach:

”Vi er blevet kontaktet af en del andre kommuner der rigtig gerne vil i gang ligesom os her i Randers, og det gør os stolte af vores initiativ,” siger hun.

I et cirkulære om cirkulære forretningsmodeller ved indkøb af møbler har `Styregruppen for Forum for Bæredygtige indkøb´ under Miljøministeriet omtalt projektet i Randers, og mener at andre kan finde inspiration i form af `involvering af nøglepersoner som beslutningstagere, indkøbere, serviceledere osv. der har viden og gerne vil bidrage til, at projektet bliver en succes. Og så gør projektet det mere enkelt – simplicitet er et nøgleord. Det skal være nemt at handle, nemt at få leveret og nemt få hjælp til indkøb af bæredygtigt i god kvalitet.

Sideløbende med Møbelcirklen har Randers Kommune indført en bæredygtig indkøbsstrategi for nye møbler, som også forpligter eksterne leverandører til at tænke bæredygtigt og cirkulært.

Randers Kommune er klimakommune og ønsker ambitiøse indsatser på dette område også.

Gamle sløjdbænke fra skoler, kan få nyt liv som kaffebord. Foto: Pia Asvig Iversen.

Genbrug i Havndal

En af de helt nye institutioner der vælger at genbruge en stor del af deres inventar, er det nye Sundhedshus i Havndal, der åbner i løbet af foråret. Sundhedskoordinator i kommunen – Ulla Skov Aldahl, der skal stå i spidsen for Sundhedshuset, fortæller hvorfor hun satser på genbrugsmøbler:

”Der var en del møbler tilbage fra det gamle Aldershvile, som faktisk var fuldt funktionsduelige. Så vi havde en snak om, at det kunne være interessant med et hus med genbrugte møbler”, fortæller hun og fortsætter.

”Hos Møbelcirklen har de nogle sindssygt lækre møbler, der matcher dem vi har i Havndal. Så med hele recirkulere tankesættet og med tanke på klima og miljø, synes vi selv, det er en rigtig god ide”.

På denne måde kunne Sundhedshuset holde sig indenfor budgettet, når de også var nødt til at købe nogle nye møbler. Nu er hun spændt på at se resultatet, når møblerne bliver leveret til marts.

Kommunens institutioner kan handle hos Møbelcirklen på en intern webshop, ganske som man handler på en hvilken som helt webshop. Der bliver markeret og puttet i en indkøbskurv og derefter betalt og leveret eller afhentet.

Nye idéer opstår

En del møbler der kommer ind i Møbelcirklen skal bare have en lille lapning eller svejsning – andre bliver skilt ad og brugt som reservedele.

Andre møbler bliver skabt ud af paller og andre møbler opstår af skøre idéer og indfald. For eksempel har Møbelcirklen fået gamle høvlebænke fra en kommunal skole – disse kan muligvis se ind i en fremtid som kaffeborde i diverse kontorer.

”Og så samler vi pallebrædder til skillevægge – det giver et lidt andet look end de gængse man kan købe andre steder. For det handler også om at skabe nogle miljøer til gavn for de ansatte”, mener Mark Sabro Gregersen.

Hele konceptet handler også om at skabe en anden indstilling hos de folk der til dagligt arbejder og besøger kommunale institutioner. For som Mark siger, så er vi alt andet lige flokdyr:

”Vi skal have folk til at indse, at man faktisk sidder godt i en stol, selvom den ikke lige har det rigtige mærke eller den rigtige farve. Vi vil gerne være med til at skabe forandring, og når en kommune går forrest, kan vi lige så stille få alle andre med også”, siger han.

”Og selvom noget er gammelt og grimt, kan vi faktisk skabe noget nyt og smart. Vi har for eksempel også fået en del PH lamper, som var lidt bøjet og bulede. Vi kan måske få dem rettet op, sat nye pærer i, og så kan de altså godt lyse igen,” siger han med et smil.

Mudderkøkken

Lige nu ligger der også en opgave fra Kristrup Børnehus.

De skal have lavet et mudderkøkken ud af gamle paller og vaske, som Møbelcirklen har hentet på genbrugspladsen.

Kun fantasien sætter grænser, og det er noget der glæder borgmester Torben Hansen (S):

“Det er dejligt at høre, at det går så godt for Møbelcirklen. Som samfund er vi nødt til at finde bæredygtige og klimavenlige veje at gå. For Randers Kommune som koncern er Møbelcirklen et af tiltagene, der både sparer penge, sparer på vores træk på ressourcer og sparer på vores samlede CO2 udledning, og samtidig hjælper det mennesker på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i job,” siger Torben Hansen og fortsætter:

“Dermed bidrager Møbelcirklen aktivt til, at vi i Randers Kommune er med til at gå forrest for den grønne omstilling, den bidrager til målet for anstændige jobs til alle og er et aktiv i vores mål om at leve op til FN’s 17 Verdensmål. “

FAKTA

Møbelcirklen har internt genbrugt møbler siden 1. marts 2021 og rundede en million kroner i besparelse 21. oktober, og dermed var målet for 2021 allerede nået.

Møbelcirklen henter møbler, som ikke længere er i brug på Randers Kommunes arbejdspladser og istandsætter dem. Derefter bliver de sat til salg internt, så de kan få nyt liv et andet sted i kommunen.

I budget 2021-2024 blev afsat en million kr. til opstart af Møbelcirklen. Sideløbende med Møbelcirklen har Randers Kommune indført en bæredygtig indkøbsstrategi for nye møbler, som også forpligter eksterne leverandører til at tænke bæredygtigt og cirkulært.

Møbelcirklen er udviklet og organiseret af Jobcenter Randers Erhverv.