En opmærksom borger reagerede​ resolut, da han cirka klokken 7.50 så en mistænkelig mand, der kørte rundt på løbehjul i et område i Randers NØ.

Manden på løbehjul havde en rygsæk på og kiggede meget nysgerrigt ind på flere huse, og borgeren fik mistanke til, at det kunne være en indbrudstyv. Han cyklede derfor efter manden og holdt øje med ham på afstand.

Da manden på Skovlyvej ved Regionshospitalet Randers satte løbehjulet og sneg sig ind ad indkørslen på en privat adresse, kontaktede den opmærksomme borger politiet.

Kort efter var en patrulje på stedet, og her opdagede betjentene en 36-årig mand, der stod inde i et skur med to poser flaskepant i hånden.

I en taske, han havde på sig, fandt betjentene en boltsaks, en bushammer og en vinkelsliber, og den 36-årige blev anholdt og sigtet for indbrud.

Desuden fik han en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde amfetamin i lommen.