»Jyde med stort J» tipper sig til en million kroner.

Af Jørgen Rosengren, Lokalavisen.dk

En midaldrende mand fra Randers ramte i weekenden plet med 13 rigtige i Tips – og sikrer sig en gevinst på 1.007.494 kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Jeg har da et fint job, men det er ikke hver dag, at jeg ser sådan nogle tal på kontoen,« siger vinderen, der stadig ikke helt har forstået sit eget held – og forstand.

Det er endnu så nyt for manden, at han kan kalde sig millionær, at han ikke har gjort sig de store tanker om, hvordan han skal bruge pengene – udover, at han har tænkt sig at være fornuftig med dem.

»Jeg er Jyde med stort J. Jeg behøves ikke fise rundt og te mig åndssvag. Det kan da godt være, at vi kommer til at opgradere en ferie med børnene, men det kommer altså ikke til at være noget med fire årlige ture til Thailand. Hvis jeg nu passer mit arbejde og ikke lægger mit liv drastisk om, så kan jeg have nogle magelige år for de penge,« siger manden.

Held – og forstand

Manden tipper jævnligt, men han har aldrig før vundet så stor en gevinst – selvom han nu nok mener, at han har nogenlunde forstand på fodbold.

Det var dog ikke kun viden, men også lidt held, der er årsagen til, at manden fra Randers nu kan kalde sig millionær.

Da kuponens første 12 kampe var færdigspillet, manglede han stadig det rigtige resultat i den sene Premier League-kamp: Brentford skulle vinde over Nottingham Forrest, men det begyndte skidt. Nottingham Forrest kom hurtigt foran, og så var manden godt på vej mod kun at tippe en 12’er.

Heldigvis for ham fik Brentford siden både udlignet og scoret sejrsmålet – takket være to målgivende afleveringer fra to af Brentfords danske spillere; Mathias Jensen og Mads Roerslev.

Udover rækken med 13 rigtige havde manden også gevinstgivende rækker med 12, 11 og 10 rigtige, så den samlede præmiesum endte på 1.007.494 kroner. Og som manden fra Randers selv siger det: »Det er jo et helt astronomisk tal! Hvor vildt er det lige? Jeg kan slet ikke forstå det! Jeg summer.«