Fortsæt til indhold

Naturkampen - Casper Grud og Bjørn Jensen, tager I fat om nældens rod?

Visse lokalpolitikeres vækstfokus står i vejen for naturen.

Politik

Søndag lyttede jeg en yderst spændende samtale mellem forfatteren Theis Ørntoft og en journalist ved en meget velbesøgt litteraturfestival hos Kristian F. Møller Boghandleren i Aarhus midtby.

Ørntoft, der besøgte Kalø Højskole tidligere på året, bliver ofte kaldt økopoet.

Han beskriver økopoesi som litteratur, der forbinder det individuelle, samfundsmæssige og kosmiske niveau, som også flettes sammen i hans nyeste roman ’Jordisk’.

Forfatteren ser sort på nutidens grønne dagsordener, kalder dem snik-snak.

Til gengæld tror han på naturens tilbagevenden.

Hvis det ikke interesserer ret mange, så fair nok.

Koblingen til den debat, der har udfoldet sig om Danmarks Naturfredningsforenings forslag til fredning af 815 hektar Kalø Skovgods, er nem at øje.

Den viser nemlig, hvor vanskeligt det er for lokale politikere og interessegrupper at frigøre sig fra den dominerende lineære tilgang til økonomisk vækst, som er så dybt rodfæstet.

Naturen må endelig ikke få forrang for asfalt, parcelhuse og marker.

Det ville være yderst positivt, hvis Viden Djurs formår at skaffe midler til at erhverve Kalø, når bygningerne kommer til salg.

Det ville også være glimrende, hvis der kunne findes et mindre område på fredningsområdet, hvor Kalø Økologiske Landbrugsskole kunne dyrke jorden til undervisningsformål.

Men lad os slå hånden af alt snak om, at vi er magtesløse over for udviklingen.

Vi kan godt sige nej, og det er på tide, at politikerne viser vejen.

Især Socialdemokratiet med Casper Grud i front og De Konservative med Bjørn Jensen som bannerfører.

Det kræver blot rettidig politisk omhu, mod og tyngde.