Fredningsforslag ændrer ikke traditionen: Sankt Hans bål ved Kalø fortsætter
Midt i diskussionerne om fredning af Kalø Skovgods oplyses området af det strålende Sankt Hans bål 23. juni
Rønde Distriktsråd og Nationalpark Mols Bjerge kan også i år arrangere Sankt Hans bål ved Kalø. Det fik formand for Rønde Distriktsråd, Carsten Skivild, vished for på borgermødet 26. april om fredningssagen for Kalø Skovgods, som Danmarks Naturfredningsforening har rejst.
Her spurgte Skivild, om fredningssagen vil betyde, at Sank Hans bålet måtte udgå i år - henvendt til Retspræsident Martin Møller-Heuer, Retten i Randers, der er formand for Fredningsnævnet i Midtjylland øst.
Det var Fredningsnævnet, der havde indkaldt til borgermødet, som nævnet skal i henhold til lovgivningen.
Martin Møller-Heuer fik et nik fra de to øvrige medlemmer i Fredningsnævnet og sagde god for, at der kan tændes bål, som traditionen byder ved Kalø 23. juni.
Sankt Hans bålet samler altid mange mennesker, som nyde en aften med tale, sang og bålet med udsigt til Kalø Vig, skovene og ikke mindst Kalø Slotsruin.
En retssag
Når en fredningssag rejses, starter i princippet en retssag, hvor en dommer med særlig kompetence i fredninger (fredningsdommer) vurderer fredningsbestemmelser og de erstatningskrav, som indløber fra de berørte ejere.
Når forslaget er sendt til ejerne af de berørte ejendomme, må man som ejer eller bruger ikke gøre noget, der strider mod de foreslåede fredningsbestemmelser.
Nu er det kun staten via Naturstyrelsen som har ejerinteresserer i området. Derfor er fredningssagen i forhold til ejere ikke særlig kompliceret sammenlignet med lignende fredningssager.
Fredningsforslaget for Kalø Skovgods omfatter et areal på 815 ha, som afgrænses i syd og sydvest af kystlinjen, i nord og nordvest af Rønde bygrænse, i nordøst af motortrafikvejen og i øst af private natur- og landbrugsarealer. Naturstyrelsen ejer ca. 790 ha af arealet, mens Syddjurs Kommune ejer ca. 12 ha veje i området.
Herudover er der i området ca. 13 ha umatrikulerede arealer. Umatrikulerede betyder, at de nævnte arealer ikke er registreret i nogen officiel ejendomsregistrering.