Hvorfor skal vi borgere bare rette ind og sige ja til det, som udviklingen vil?
Lokale borgere kæmper mod udviklingens trussel, når det gælder fredningen af Kalø Skovgods.
»Tak til Adresseavisen Syddjurs for en fin dækning af forslaget om fredning af Kalø Gods’ jorder.
Dækningen har uden tvivl været medvirkende til, at et pænt stort antal deltog i det offentlige møde, som Fredningsnævnet afholdt fredag d. 26. april. Der lød på mødet til at være stor tilslutning til fredningen. Nogle satte dog spørgsmålstegn ved den nordlige del af fredningen.
På mødet blev det imidlertid af andre betonet, at der er en hel del borgere i Rønde og omegn, der er positivt stemt over for fredningsforslaget i sin helhed, dvs. inklusive området nord for Flintebakken. Flere lokale aktører, herunder Rønde Distriktsråd, er tilsyneladende ikke opmærksomme på, at der også er en betydelig lokal interesse i, at hele fredningen gennemføres. Ikke mindst set med almindelige borgeres øjne er der store naturværdier i fredningen som helhed.
Hvis man går op på St. Baunehøj og ser sig rundt, 360 grader, betages man uvægerligt. Århusbugtens flige mod syd, skæret af Kattegat i det fjerne mod øst, det faldende, stærkt kuperede istidslandskab tæt på, slettelandskabet i Kolindsund samt i det fjerne mod nord bakkerne på Norddjursland. Hertil kommer dyre- og plantelivet.
Hvis man så går om på den anden side af hegnet mod vest, hvor der er en fin nyanlagt panoramasti oven om Baunehøjparken, så ser man igen en spektakulær landskabsudsigt, men tæt på også mange mørke tage, store flisearealer, store græsplæner i den nærmeste bebyggelse; endvidere store marker, der dyrkes industrielt; samt så langt øjet rækker ind mod Aarhus vekslende dyrkede marker, skov og boligområder.
Hovedargumentet imod den nordlige del af fredningsforslaget siges at være Røndes udviklingsmuligheder på sigt (5-10 år eller mere). Men der er fx store landbrugsarealer at tage af vest for hegnet. Det er, som om ’udvikling’ for nogle er noget, der altid må tages hensyn til, og som vi bare må affinde os med.
Det er, som om ’man’ ikke vil erkende, at der nogle gange er grænser for fortsat udvikling og vækst.
Det bør retteligt være os som borgere og samfund, der vælger, hvordan vi ønsker at forme udviklingen under de givne betingelser og omstændigheder.
Så gå om på Baunehøj-siden af hegnet igen og se det hele derfra: Lad os sætte en grænse og beskytte hele den uerstattelige naturperle, der i form af Kalø Gods’ arealer er overladt til os, således at denne perle kan gives videre til dem, der kommer efter os.
Den hidtidige udvikling kan ikke bare fortsætte. Det er der mange tegn på. Naturen er trængt.
Klimarådet har for nylig betonet, at den på sigt mest effektive klimaindsats, det er at tilgodese biodiversitet og andre naturhensyn. Så kommer de gunstige klimaeffekter mere eller mindre af sig selv hen ad vejen. Naturfredning kan således også sættes ind i et klimaperspektiv.
Det er i vores (dvs. befolkningens, og herunder Rønde-borgernes) interesse, at fredningsforslaget vedtages i sin helhed, således at hegnet, der danner grænse til Kalø Gods’ jorder, også bliver en grænse for fortsat byudvikling i denne retning.
Lad os håbe, Fredningsnævnet tilslutter sig fredningsforslaget, således at den perle, Kalø Gods’ jorder udgør, beskyttes.«