Analyse: Tirsdag slår det gnister - Skal aarhusianerne have pisk eller gulerod?

Er du vild med lokalpolitisk drama, så skal du følge med den 11. juni.

Efter mange år med brede aftaler, bløde kompromiser og behov for et mikroskop til at spotte de ideologiske forskelle, så kommer det til at slå gnister, når partierne sætter sig til forhandlingsbordet for at lande en grøn mobilitetsaftale.

For det bliver en skelsættende af slagsen, som på den ene eller anden vis vil få stor indvirkning på aarhusianernes hverdag.

Opgaven er for alvor at tage livtag med de stigende trafikale udfordringer i kommunen - og ikke mindst den CO2, der udledes fra trafikken. Politikerne har forpligtet sig til at finde 270.000 tons CO2-reduktioner frem mod 2030 på området, og nu begynder den ideologiske kamp om, hvilke værktøjer der skal til.

Her er fronterne trukket op mellem blokkene, og uenigheden er kun intensiveret og tydeliggjort med balladen om Vesterbro Torv - et perfekt mini-eksempel på, hvad vi har i vente.

For langt hen ad vejen kan forhandlingerne koges ned til: Er du til pisk eller gulerod? Og hvor meget tør du lægge dig ud med byens bilister i jagten på at nå det meget ambitiøse, hvis ikke urealistiske, 2030-mål?

Valg om lidt

I rød blok kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at få reduceret udledningen, og især SF er ikke bange for at bruge pisken i form af vejlukninger, sløjfning af p-pladser og kørselsforbud. SF’erne er angiveligt klar til at gå til stålet, for de har noget at bevise overfor vælgerne og baglandet, efter deres grønne profil fik en rids i lakken, da man besluttede at gå med i forliget om havneudvidelsen.

I borgerlig blok vil man også gerne vise, at man kan markere sig på den grønne dagsorden, men det må helst ikke gøre for ondt på bilister og erhvervsliv. Især Venstre har slået sig op som bilisternes beskytter, og der er mange ting på bordet allerede, som Christian Budde og kompagni ikke kan acceptere. Derfor er det ikke usandsynligt, at mobilitetsaftalen bliver den første store aftale i lang tid, som Venstre ikke vil være med i.

Sker det, vil det efterlade blå bloks største parti, Konservative, og rådmand Nicolaj Bang, der får en vild ilddåb som forhandlingsleder, i en penibel situation. Han vil og skal gå langt for at lande en aftale, og der skal meget til, før han kan forsvare at gå. Men Vesterbro Torv-sagen, hvor rådmanden måtte slå bak, viste også, at han har vælgere, et bagland og nogle magtfulde erhvervsstøtter at tage hensyn til. Kan han tåle at sidde tilbage som den eneste i blå blok og dermed give en gratis angrebsmulighed til sine ’konku-llegaer’, når kritikken kommer?

Midt i alt dette skal borgmesteren også prøve at finde den gyldne mellemvej, få fordelt ansvaret og få så bred en aftale som muligt. Det bliver mildt sagt også en svær opgave, for han kan ikke stige af det buldrende klimatog, han har sat sig for at styre til endestationen, men samtidig ligger der et valg og lurer lige om hjørnet i 2025.

Jacob Bundsgaard er efter vælgerlussingen i 2021 og havne-fadæsen nødt til at tage bestik af, at borgmesterkæden er til låns, og han må nok erkende, at han ikke kan holde til at få 130.000 bilejere i kommunen på nakken. Ligeledes er det vigtigt for byens førstemand at holde de loyale SF’ere tæt på sig for at undgå vælgerflugt, samtidig med at det vil være et stort sats at åbne en angrebsflanke til blå blok.

For få penge

Forhandlingerne bliver ikke lettere af, at politikerne ikke har megen økonomi at rutte med. For hvis der er noget, de faktisk kan blive enige om, så er det, at vi trænger til investeringer i den kollektive trafik, så aarhusianerne kan få et reelt alternativ til bilen. Problemet er bare, at 2030-deadlinen gør det noget nær umuligt at undgå drastiske begrænsninger af bilismen, før den kollektive trafik er kommet i omdrejninger.

Politikerne har maksimalt 1,2 mia. kr. frem til 2034 at bruge på etape 2 (letbane eller BRT-busser) fra Spanien til Brabrand, BRT på Ringvejen og øvrig kollektiv trafik. Den slags er ikke billigt. Derudover er der maksimalt 570 mio. kr. til vejinfrastruktur så som supercykelstier, skoleveje og lignende samt 10 mio. årligt til det løse i mobilitetsplanen.

Derfor har der også været drøftelser om, hvorvidt man kunne file lidt på forudsætningerne for forhandlingerne. Om man kan forvente, at staten giver mulighed for at indføre vejafgifter. Eller om man kan regne med, at mere end 37 pct. af bilerne i Aarhus i 2030 kører på el, som fremskrivningerne viser. Ligeledes er der blandt nogle af partierne et ønske om at udskille den efterhånden religiøse beslutning om bekendelse til letbane eller BRT fra forhandlingerne.

Det ser dog ikke ud til at ske, og derfor kan vi - med mindre lokalpolitikerne bliver enige om, at alle vil nyde bedst af at udskyde de sværeste beslutninger - forvente drama og stor kamelslugnings-konkurrence den 11. juni, når der skal lægges en linje, der rækker langt ud i fremtiden og får konsekvenser for dig og mig.